Statistikken siger Hansen-sejr

Når man vinder første kamp i finaleserien om Stanley Cup'en, så er man snublende nær den endelige sejr

Amerikanerne har et nidkært og grænsende til absurd forhold til sportsstatistikker. Således også i ishockey, hvor NHL's officielle hjemmeside er et slaraffenland for hockeynørder.

Ud over de klassiske lister over topscorere indenfor scoringer, assister udvisningsminutter osv. kan man også finde en statistik specifikt rettet mod finaleserien i Stanley Cup.

Og det er interessant læsning, hvis man som Jannik Hansen og resten af Vancouver-mandskabet netop har vundet den første kamp i finaleserien.

Det viser sig nemlig, at det hold der vinder den første af finaleseriens i alt syv kampe i 77,5% af tilfældene også har stået med trofæet efter sidste kamp.

Vindes den første kamp på hjemmebane, som Vancouver gjorde i går, så ser sejrschancerne endnu bedre ud. Dette scenarie har nemlig udløst endelig sejr i 86,3% af kampene.

Statistikken er baseret på finaleresultater siden 1939, hvor man indførte 'bedst af syv'-finaler.

Jannik Hansen spillede i øvrigt sin kamp nummer 101 i sæsonen 2010/11, da Vancouver natten til torsdag tog første stik i finaleserien mod Boston Bruins. Han deler dermed førstepladsen for flest spillede kampe i Canucks-truppen med Henrik Sedin, Daniel Sedin og Ryan Kessler.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere