Jannik Hansen møder Boston i finale

Boston Bruins vandt afgørende kamp, og skal nu møde Vancouver Canucks i Stanley Cup-finalen

Målmand Tim Thomas (tv.) og Nathan Horton har det skægt efter sejren over Tampa Bay Lightning. (Foto: AP)
Målmand Tim Thomas (tv.) og Nathan Horton har det skægt efter sejren over Tampa Bay Lightning. (Foto: AP)

Lørdag morgen dansk tid blev det afgjort, hvem danskeren Jannik Hansen og hans hold Vancouver Canucks skal møde i kampen om det nordamerikanske mesterskab i ishockey.

Boston Bruins bliver modstanderen, efter holdet fra det nordøstlige USA i den syvende og afgørende kamp besejrede Tampa Bay Ligthning fra Florida med 1-0.

For begge hold i Stanley Cup-finalen er der tale om et længe ventet gensyn med chancen for at kunne besmykke sig med titlen som de bedste puck-spillere i USA og Canada.

Det sværeste at vinde
Det er 21 år siden holdet fra Boston sidst nåede frem til de ultimative kampe, mens Vancouver sidst var i slutspillet for 17 år siden.

Jannik Hansen er første dansker nogensinde, som når finalen i NHL, verdens største ishockeyliga.

- Det er det her, jeg spiller for. Det er at få lov vinde det her trofæ - det sværeste at vinde i hockey og i den bedste liga, sagde han forleden efter den afgørende kamp til sporten.tv2.dk.

- Det er det, jeg har gået og drømt om, siden jeg blev draftet og tog turen herover, lød det fra den tidligere Rødovre-spiller.

Jubelscener overalt
Drømmen om Stanley Cup-finalen blev til virkelighed, efter Vancouver Canucks onsdag morgen dansk tid slog San Jose Sharks med 3-2 efter forlænget spilletid.

Det betyder, at Canucks vandt serien med 4-1 i kampe, hvor der spilles bedst af syv. Jannik Hansen spillede hele 25 minutter i sejren.

Sejren skabte jubelscener overalt i byen på den canadiske vestkyst.

- Det er ligesom, når man ser spanierne og italienerne i fodbold. De kører rundt i gaderne nu og dytter og hænger ud af vinduerne. Og der er storskærme på torvene. De lever og ånder for det, forklarede Jannik Hansen.

Boston Bruins vandt serien mod Tampa Bay Lightning med den mindst mulige margin, 4-3.

1 af 2 Efter sejren fik Boston Bruins overrakt Prince of Wales-trofæet som vindere af Eastern Conference. Nu gælder det finaleserien mod Western Conference-vinderne fra Vancouver. (Foto: AP)
2 af 2 Målmand Tim Thomas (tv.) og Nathan Horton har det skægt efter sejren over Tampa Bay Lightning. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer