TV: Jannik H. på finalekurs i NHL

Jannik Hansen leverede assist, da Vancouver Canucks vandt første opgør af finaleserien i Wester Conference

Jannik Hansen og Vancouver Canucks er i gang med en stor sæson i NHL. (Foto: AP)
Jannik Hansen og Vancouver Canucks er i gang med en stor sæson i NHL. (Foto: AP)

Jannik Hansen fik ikke mulighed for at spille VM med Danmark, fordi han sammen med Vancouver Canucks er travlt optaget af slutspillet i verdens bedste ishockey-liga, NHL.

Her vader Hansen til gengæld i succes og natten til mandag tog han det første skridt mod en plads i finalen om Stanley Cup-trofæet, da Canucks på egen is vandt første opgør i Western Conference-finalen mod San José Sharks med 3-2.

Det var ellers 'Hajerne', der åbnede bedst på Rogers Arena med to føringer, men det lykkedes værterne at hive sejren hjem - blandt andet via Hansens assist til Maxin Lapieres 1-1 scoring, hvor danskeren fra sin position bag gæsternes mål spillede sin medspiller fri.

Svenske Henrik Sedin blev senere matchvinder for Vancouver Canucks efter Alexander Burrows udligning.

Dermed har Canucks sikret sig et fint udgangspunkt, men der er lang vej endnu i serien, hvor der spilles bedst af syv kampe.

Se højdepunkter fra kampen her

- Det er igen et godt hold, vi spiller mod, så det bliver en tæt serie, hvor vi skal spille op til vores allerbedste, ellers når vi ingen steder mod det her hold, siger Jannik Hansen til TV2 Sport.

Det spidser til
- Som i de foregående kampe i slutspillet, var det igen en meget lige kamp. Vi kom skidt fra start, kom bagud og haltede lidt efter, men vi fik vendt det i tredje periode. Vi havde et par gode chancer i kæden og fik også lavet et mål. Jeg havde pucken bag deres mål og fik spillet den ind til Maxim, der fik scoret midt frem for mål. Jeg havde selv et par gode muligheder og skulle måske have scoret, men deres målmand stod også en god kamp. Men det vigtigste var, at vi fik den sejr, vi gik efter, forklarer Jannik Hansen, der godt kan mærke, at det spidser til i det ishockeygale Canada.

- Man kan godt mærke på fansene, at det begynder at spidse til. Det er længe siden, Vancouver har været så langt i et slutspil, så de nyder det, forklarer Jannik Hansen, der stadig skal vænne sig til sit liv på højeste hockey-hylde.

- Lige nu spiller vi kampe mod gode hold hver anden dag, så det er svært at sætte det hele i relief, siger han.

0 kommentarer
Vis kommentarer