En sæson, der stort set kun har budt på opture kulminerede i dag for Frederikshavns målmand Frederik Andersen - på det personlige plan i hvert fald.
Her modtog han nemlig den eftertragtede Canadian Ambassador's Cup som ynligt bevis på, at han har været ligaens mest værdifulde spiller.
En hæder, som han er stolt af - selv om der for tiden er helt andre ting, der trækker.
- Personlig hæder kan man altid bruge, men jeg vil egentlig hellere vinde DM med Frederikshavn lige nu, siger Frederik Andersen, der dog ikke er i tvivl om prisens betydning.
- Det er stort at få sit navn på skiltet ved siden af de andre, siger han og finder blandt andre Peter Regins navn.
- Det er jo de bedste spillere i landet, og det er en ære at stå der sammen med dem.
En af dem, der har peget på Frederikshavn-keeperen er landstræner Per Bäckman. Og for ham har valget været enkelt.
- Ikke noget ondt sagt om Frederikshavns spillere ude på isen, men havde det ikke været for Frederik, så havde de ikke været i finalen.
- Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde med ham i de tre år, jeg har været landstræner, og han er blevet bedre år efter år, siger landstræneren, der også inkluderer den 21-årige målmand i sin VM-trup.