Danmark fik revanche over Norge

To dag efter nederlaget til Norge i Frederikshavn, blev rollerne byttet om i Gladsaxe

Morten Green fik ret i sin forudsigelse. (Foto: Rene Schütze)
Morten Green fik ret i sin forudsigelse. (Foto: Rene Schütze)

Efter 1-4-nederlaget i Frederikshavn sagde Danmarks nye kaptajn, Morten Green, at han og holdkammeraterne ville vinde – for man kan ikke tabe to hjemmekampe, sagde han.

Han fik ret. Og i tilgift fik de 1325 tilskuere noget ganske fin ishockey ud af eftermiddagsturen til Gladsaxe Skøjtehal, hvor Danmark vandt 4-2 over Norge.

Hvor nordmændene i den første testkamp forud for VM var klart det mest effektive hold, så var danskerne det i dag.

Specielt i første periode, som var et sandt festfyrværkeri og specielt i power play – og dem var der mange af, da nordmændene spillede deres sædvanlige kompromisløse ishockey.

To af slagsen i kampens første fem minutter, hvor Danmark kom på 2-0 – først efter slagskud fra Philip Hersby og dernæst ved Nichlas Hardt.

Norge kom igen kort efter, da Mads Hansen samlede en retur fra Patrick Galbraith op og reducerede, og det lignede en norsk udligning med fire minutter igen, da de i næsten to minutter spillede fem mod tre.

Men danskerne red stormen af, og da Stefan Lassen clearede pucken i samme øjeblik, som Morten Green trådte ud af udvisningsboksen, så fik den danske kaptajn en friløber, som han ikke missede.

Derefter var det lidt knapt med chancerne, selv om intensiteten hele tiden var høj.

Norge fik troen på sejr tilbage, da Lars Erik Hesbråthen kort før tid i anden periode fik reduceret, men et lidt heldigt mål af Kirill Starkov knap halvvejs i tredje fik fjernet enhver tvivl om udfaldet.

Danmark spiller yderligere tre testkampe inden VM. To ude mod Hviderusland samt mod Frankrig i Vojens.