Mini i balance

Den tidligere landsholdsbomber Nicolas ’Mini’ Monberg har vundet års kamp mod beskadiget balancenerve

Nicolas 'Mini' Monberg har det som en bil der har holdt i garage hele vinteren. (Foto: Kim Agersten)
Nicolas 'Mini' Monberg har det som en bil der har holdt i garage hele vinteren. (Foto: Kim Agersten)

En vildfaren puck affyret af en holdkammerat sendte i oktober 2007 Nicolas ’Mini’ Monberg på hospitalet med et flækket øre. 50 sting skulle der til for at lappe den tidligere landsholdsbomber sammen, men ikke kun Monbergs øre blev revet op.

Hans balancenerve blev så at sige slået skæv, og det spolerede hans karriere. Lige indtil nu. Mini Monberg er tilbage og er sammen med Lasse Degn udråbt som en af de væsentligste årsager til, at Rungsted Cobras synes at have fundet fodfæste i isligaen efter en famlende sæsonstart.

I sidste uge scorede Monberg sit første mål på højeste niveau i flere år, da han bragte Rungsted foran 6-4 mod Hvidovre, og siden har holdet også besejret Esbjerg og Rødovre.

– Det var selvfølgelig pragtfuldt at score igen. Ikke kun for mig, men også for holdet. Det var lidt af en skæbnekamp for os, siger Nicolas Monberg.

Hygge-hockey
I sidste sæson spillede han hygge-hockey for Amar Jets efter en lang pause, hvor svimmelhed og problemer med balancen var dagligdag. Stadig i denne sæson er han på skånekost i Rungsted. Hvis svimmelheden igen sætter ind, har han fuld opbakning til at sidde over i nogle kampe.

- Tidligere kunne jeg end ikke holde balancen på en cykel, og jeg kunne ikke stå på ét ben. Men i sommer lysnede det, og jeg besluttede at give hockey en chance mere.

– Jeg var stædig. Ingen sportsmand ønsker at blive tvunget til at stoppe på grund af en skade. Man vil helst selv bestemme, hvornår nok er nok, siger Monberg.

- Og det er gået godt. Jeg har ikke mærket meget til skaden i denne sæson.

Som barn led Monberg ofte af mellemørebetændelse og deraf nedsat hørelse, og som voksen gav ørerne ham især problemer, når han rejste med landsholdet. Især efter en flyvetur satte svimmelheden ind, når pulsen røg op. Han fik desuden hovedpine og kunne dårligt høre dommerens fløjte på isen.

Da han blev ramt af pucken i 2007 havde Monberg allerede – uden at vide det – gået rundt med en sprængt trommehinde i et par år. Han blev opereret i sommeren 2007, men da pucken nogle måneder senere hamrede ind på øret af ham, sprang skaden for alvor op igen.

En måned af gangen
- Det har taget lang tid, og jeg er glad for at være tilbage. Jeg er dog stadig langt fra mit gamle jeg. Jeg er som en bil, der har været parkeret i garagen vinteren over, siger Monberg.

- Den skal lige have benzin på, dækkene skal tjekkes, olien skal skiftes, og den skal pudses lidt. Nu tager jeg en måned ad gangen og ser, hvor det bærer hen, siger Monberg.

Helt sikkert er det kun, at hans comeback ikke peger mod landsholdet. Den 29-årige forward har for længst begrænset sin ambition til den danske liga for en sæson ad gangen.

- Jeg skal ikke specielt langt. Jeg har haft en fantastisk tid på landsholdet, men jeg har hverken tid eller motivation til at forsøge et comeback, siger Monberg, der til daglig arbejder for energidrikfirmaet Red Bull og har en andel i 'Hornslet Bar' i København.

Rungsted møder tirsdag Frederikshavn på udebane.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere