Dansk VM-debutant: En kanonfed oplevelse

Markus Lauridsen er glad for at have fået lov til at måle sig med nogle af verdens bedste spillere ved VM

Mens spillere som Morten Green og Kim Staal for længst har rundet et tocifret antal VM-slutrunder med ishockeylandsholdet, er sagen anderledes for Markus Lauridsen.

Den 22-årige back fra Lake Eerie Monsters i AHL debuterede på landsholdet så sent som i den sidste testkamp mod Østrig umiddelbart før afrejsen til Stockholm og har nu snart overstået sit første ishockey-VM.

- Det har været en kanonfed oplevelse. Det har været sindssygt fedt at få lov til at være med, og det vil jeg meget gerne igen, siger Markus Lauridsen.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg har set noget på tv fra tidligere år, og jeg har set lidt på de andre trupper, og det er nogle gode spillere, vi er oppe imod, siger han.

Tidligere på året skrev den teknisk dygtige back under på en kontrakt med NHL-klubben Colorado Avalanche, og han har ved VM fået en forsmag på, hvad der venter ham, når det engang bliver til debut i verdens stærkeste ishockeyliga.

- Niveauet er virkelig højt, og det er sjovt at få lov til at måle sig med dem. Da vi mødte Canada, var det en stor oplevelse at få lov til at se, hvad man kunne stille op mod deres stjernespillere.

- Jeg har lidt vej igen, og det tager meget arbejde at nå dertil. Men jeg synes ikke, jeg er faldet igennem.

- Jeg har vel gjort det helt udmærket, siger Markus Lauridsen, der har fået mere end 16 minutters istid i gennemsnit i sine fem VM-kampe.

Han får kamp nummer seks i eftermiddag klokken 16.15, når Danmark møder Hviderusland.

0 kommentarer
Vis kommentarer