TV: Øretæver til Jannik og Canucks

Vancouver Canucks tabte stort i tredje kamp i NHL-finalespillet. Jannik Hansen ekspederede en puck i målet

Som traditionen foreskriver, lader NHL-spillerne skægget stå, så længe de er med i playoffs. Til højre målscorer Jannik Hansen. (Foto: Zuma Press)
Som traditionen foreskriver, lader NHL-spillerne skægget stå, så længe de er med i playoffs. Til højre målscorer Jannik Hansen. (Foto: Zuma Press)

Godt nok kom Jannik Hansen på tavlen, men hans NHL-hold, Vancouver Canucks, løb natten til tirsdag dansk tid ind i en regulær øretæve i kampen om Stanley Cup-trofæet.

Den danske ishockeyprofil reducerede til 1-5 i tredje periode, men modstanderne fra Boston Bruins var bare langt bedre på dagen og udklasserede canadierne i en overbevisende sejr, der sluttede med cifrene 8-1.

Canucks blev ganske enkelt løbet mere og mere over ende, efterhånden som kampen skred frem.

Flertallet af de 17.565 mennesker på lægterne kunne ikke få hænderne ned, da det blev til fire Boston-scoringer alene i kampens sidste otte minutter.

Se højdepunkter fra kampen her

Dermed står det nu 2-1 i Canucks' favør i NHL-finalespillet, hvor holdene spiller bedst ud af syv kampe. Canadierne har vundet de første to kampe på hjemmebane i Vancouver.

Næste kamp, der altså bliver den fjerde i rækken, finder sted i Boston natten til torsdag dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere