Jannik H. før Stanley Cup: Det bliver tæt

Jannik Hansen forventer hård dyst, når Vancouver Canucks tager hul på Stanley Cup-finaleserien

Uanset om det bliver fire eller måske hele syv kampe, er Jannik Hansen overbevist om, at samtlige kampe bliver tætte, og der vil blive kæmpet om hver en centimeter ude på isen. Foto: AP
Uanset om det bliver fire eller måske hele syv kampe, er Jannik Hansen overbevist om, at samtlige kampe bliver tætte, og der vil blive kæmpet om hver en centimeter ude på isen. Foto: AP

Årets største ishockey-begivenhed står for døren, og en af de centrale aktører i kampen om den eftertragtede Stanley Cup er dansk.

25-årige Jannik Hansen har i en uge været klar til sit livs største udfordring sammen med Vancouver Canucks, der blandt bookmakerne er favoritter til for første gang i historien at kunne hæve det 90 cm høje og 15,5 kg tunge trofæ.

Læs også: I finalen på et mærkeligt mål

Der er dog lige en række kampe mod Boston Bruins, der skal vindes først, og det er langtfra nogen nem opgave. Den danske forward forudser nemlig, at det bliver noget af en herredyst, der kommer til at udspille sig i nat i Rogers Arena i Vancouver – og i de resterende kampe i finaleserien.

– Jeg ved ikke, om det bliver i fire eller syv kampe, men samtlige kampe bliver tætte – der vil blive kæmpet om hver en centimeter ude på isen, siger Jannik Hansen til Ekstra Bladet.

Respekt for Boston
Da Boston Bruins kommer fra den modsatte Conference, har de to mandskaber blot mødt hinanden en enkelt gang ud af 82 kampe i grundspillet. Men vi kan alligevel forvente at se to hold, der er forberedt til fingerspidserne.

– Det er et hold, vi ikke møder så tit, så vi kender ikke spillerne så godt. Men der er så meget video nu om dage, at det ikke betyder noget. Og når første skift er kørt igennem, så ved man alligevel godt, hvordan de spiller, siger Jannik Hansen, der har respekt for Boston Bruins – der i øvrigt vandt sæsonens hidtil eneste indbyrdes opgør 3-1..

– Boston er et utroligt godt defensivt hold – og det måske bedste i ligaen fem mod fem, siger han.

– Vores gameplan ændrer sig dog ikke. Vi koncentrerer os om vores eget spil, som vi har gjort hele sæsonen, siger Jannik Hansen.

Se kampen på TV2 Sport i nat kl. 2.05

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere