Starkov: Go east

Det dansk-russiske stortalent afviser, at han er stukket af fra Syracuce, men bekræfter, at han har fået et 'uimodståeligt' tilbud fra Rusland

Kyril Starkov, der er søn af Esbjergs gamle russiske angrebs-stjerne Oleg, har allerede spillet på det danske landshold. (Foto: Jens Dige)
Kyril Starkov, der er søn af Esbjergs gamle russiske angrebs-stjerne Oleg, har allerede spillet på det danske landshold. (Foto: Jens Dige)
Mandag var han i Syracuse i staten New York, tirsdag i New York City, onsdag i Riga i Letland, og nu drager danske Kirill Starkov til Rusland for at skrive under på en kontrakt med et hold, han ’bare ikke kunne sige nej til’.

I jagten på istid går tingene hurtigt for den 21-årige ishockey-forward, og det har skabt nogen tumult hos hans arbejdsgiver i USA.

Starkov har kontrakt med NHL-klubben Columbus Blue Jackets, men har end ikke på klubbens andethold - AHL-klubben Syracuse Crunch - kunnet få nok spilletid.

Grønt lys til at skifte
Derfor sprang stortalentet til, da han mandag fik det uimodståelige tilbud fra Rusland. Men han er ikke som sådan rendt af pladsen i USA, selv om meldinger fra Syracuse mere end antyder, at danskerens farvel er faldet som en bombe.

– Jeg er ikke stukket af, men det er da rigtigt, at det hele er gået meget hurtigt, siger Kirill Starkov fra et hotelværelse i Riga til Ekstra Bladet. I den lettiske hovedstad venter han på visum til sit fødeland, Rusland.

– Jeg har for længst fået grønt lys til at skifte til en klub, der kunne give mig mere spilletid. Jeg har bare ikke fået grønt lys til at spille i Rusland. Columbus havde hellere set, at jeg skiftede til Sverige.

Tilbage til Nordamerika
Starkov har endnu ikke skrevet under på sin ny kontrakt, så han vil ikke ud med navn eller hjemsted på sin ny klub. Hemmelighedsfuldt lader han kun vide, at enhver vil kunne forstå hans valg, når klubnavnet bliver kendt.

– Jeg har ikke spillet så meget i Syracuse, som jeg gerne ville. Det er måske AHL-ligaens bedste hold, og det er svært at bide sig fast. Der er spillere foran mig, og det er sgu gode hockeyspillere, så udsigterne var ikke gode for mig, siger Starkov, der for det meste har optrådt i fjerdekæden.

– Selvfølgelig vil jeg gerne udvikle mig og blive bedre. Om nogle år vil jeg gerne se tilbage og vide, at jeg gjorde alt for at blive så god som muligt, så da jeg fik denne chance i Rusland, måtte jeg bare gribe den.

Drømmen om NHL er intakt, og Starkov regner fuldt og fast med at vende tilbage i Columbus-folden til næste sæson.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere