Herning tog førstepladsen

I overtiden sikrede Martin Nielsen Herning Blue Fox en forløsende sejr og en førsteplads, der kan vise sig uvurderlig i jagten på penge

Der skulle overtid til, før Herning Blue Fox havde sikret sig sejren over Rødovre. En sejr, der også betyder Herning fører ligaen. Noget der kan gavne arbejdet for klubbens fremtid (Foto: David Bering)
Der skulle overtid til, før Herning Blue Fox havde sikret sig sejren over Rødovre. En sejr, der også betyder Herning fører ligaen. Noget der kan gavne arbejdet for klubbens fremtid (Foto: David Bering)

Med et mål i overtiden satte de forsvarende mestre fra Herning Blue Fox sig torsdag aften på førstepladsen i isligaen og bragte sig samtidig i en ønskeposition til de næste ugers desperate jagt på penge for at undgå konkurs.

Dagens helt blev 23-årige Martin Nielsen, der fire minutter inde i overtiden udplacerede Trevor Koenig i Rødovre-målet og skabte finalestemning i hallen. Det var desværre kun anden gang det sket i den noget kedsommelige topkamp.

Første gang var jublen endog endnu mere forløsende. Det var, da Linus Fagemo otte minutter før den ordinære spilletids udløb sikrede Herning en chance for at tage sejren.

Det lød nærmest, som om svenskeren med sin scoring med ét slag reddede Herning Blue Fox ud af den dybe, økonomiske krise, holdet befinder sig i. Langt over 2000 stemmer brølede i kor lettelsen ud i hockeyarenaen på heden, da han udlignede Rødovres føring og sendte kampen i overtid.

Med målet var håbet om at sætte sig på ligaens førsteplads intakt, og den fornemme placering ville sikkert gøre det en del nemmere for den trængte klub at liste flere penge ud af sponsorerne for at forhindre, at holdet trækker stikket fra nytår.

Målet gjorde også kampen en del mere spændende. Indtil Rødovres mål i begyndelsen af tredje periode var kampen en udmattende stillingskrig, hvor ingen af holdene syntes at turde satse.

Men målene skabte en seværdig kamp for de 2.630 tilskuere, der undervejs fandt sig i gentagne gange at blive opfordret til at støtte klubben ved at købe merchandise og julekalendere. Lige for tiden tæller selv mindre beløb i den hæderkronede klub, der har smidt en egenkapital på fem millioner kroner væk på få år.

Sejren og førstepladsen gør det måske lidt lettere at sikre, at der også næste år spilles hockey på heden.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere