Århus kæmper for tophockey

Århus Crocodiles ligger i millionforhandlinger med sponsorer, som kan sikre, at byen for første gang nogensinde får et hold i den bedste ishockeyrække fra næste sæson

Århus er på vej mod den bedste række, hvis forhandlinger med et par store sponsorer falder på plads. (Foto: Aarhus Ishockey Klub)
Århus er på vej mod den bedste række, hvis forhandlinger med et par store sponsorer falder på plads. (Foto: Aarhus Ishockey Klub)

Landets næststørste by har aldrig haft et hold i Danmarks bedste ishockeyrække, men lige nu kæmpes der en kamp for at det lykkes fra næste sæson. Århus Crocodiles har fået ansøgningsfristen forlænget med nogle dage af Danmarks Ishockey Union, fordi klubben ligger i forhandling med sponsorer.

- Der er tre ting, som skal til, for at Danmarks Ishockey Union kan godkende et hold til at spille i den bedste række. Dels er der økonomien, fornuftige budgetter, dels det sportslige, altså truppen, og endelig det organisatoriske og ledelsesmæssige setup. Det eneste, vi i den forbindelse mangler, er økonomien, siger direktør Bent Wachmann til ekstrabladet.dk.

I marts gik klubbens spillere på gaden som tiggere og gademusikanter for at gøre opmærksom på deres eksistens, kampagnemateriale blev udsendt til 500 virksomheder, og nu kan klubben øjne frugten af det hårde arbejde. Der mangler to millioner kroner i at nå målet, men direktøren er fortrøstningsfuld.

- Vi ligger lige nu i afgørende forhandlinger med et par store sponsorer. Det er derfor, vi har fået dispensation fra unionen. Der er jo altid nogle knaster, der skal høvles ned i den slags forhandlinger, det tager lidt tid.

Bent Wachmann vil ikke oplyse, hvor mange penge, de to sponsorer vil kunne tilføre, men det skulle være nok til, at klubben er et seriøst bud på ishockey i den bedste række i næste sæson.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere