Herning og Sønderjyske skal slås om ishockeyguldet

Efter bare fire kampe i DM-semifinaleserierne i ishockey ligger finalisterne allerede fast.

De var ikke længe om at finde ud af, hvem der skal mødes i DM-finalen om ishockeyguldet.

Bare fire kampe skulle der til i begge bedst-af-syv-serierne i semifinalerne for at konstatere, at Blue Fox Herning og Sønderjyske skal ud i en klassisk jysk finale om de gyldne hjelme.

Hverken Aalborg Pirates eller Frederikshavn Whitehawks formåede således at stikke bare en lille kæp i hjulet på deres respektive modstandere, der ikke tabte en eneste af de fire kampe i serien.

Se også: Ishockeylandsholdet får ny sponsor

Aalborg lagde ellers godt ud hjemme i Gigantium Isarena og bragte sig foran mod gæsterne fra syd i den fjerde finalekamp tirsdag aften.

Nordjyderne var i front, indtil Anders Overmark fik udlignet kort inden anden periodepause, og så gik det stærkt, takket være et par dumme Aalborg-fejl i defensiven.

Bare ni sekunder efter tredje periodes begyndelse scorede sønderjyderne igen, og 10 minutter senere var kampen afgjort efter Michael Eskesens mål til slutresultatet 4-1.

Se også: Sønderjyske tager også tredje stik mod Aalborg

I Frederikshavn var der mere spænding om resultatet med Nikolaj Meyers reducering til 2-3 fem minutter før tid.

Hjemmeholdet tog målmand Daniel Hansen ud med to minutter igen og erstattede ham med en markspiller. Herning holdt dog stand og udnyttede det tomme mål til at score endnu engang.

Dermed er holdet klar til sin sjette finale på 10 år. Midtjyderne og Sønderjyske har tilsammen delt de seneste ni danske mesterskaber imellem sig.

Se også: Herning besejrer Frederikshavn efter overtid

Seneste danmarksmester uden for de to klubber er Esbjerg, der tilbage i 2004 vandt finaleserien over AaB i en dramatisk syvende og sidste kamp.

Første finalekamp i denne sæsons finaleserie spilles allerede på fredag i Vojens.

0 kommentarer
Vis kommentarer