Herning fremtvinger afgørende DM-finale i ishockey

Herning sejrede i den sjette DM-finalekamp mod Sønderjyske og fremtvang en syvende og afgørende finale

Foto: Jan Korsgaard
Foto: Jan Korsgaard

Herning og Sønderjyske skal ud i en syvende og afgørende finale for at placere sæsonens DM-guld i ishockey.

Tirsdag aften havde Sønderjyske seriens første matchbold, men udnyttede den ikke. På egen is sejrede Herning 4-1 og gjorde det dermed til 3-3 efter seks finalekampe.

De to hold risikerede ikke det store fra start, men midtvejs i første periode tog Sønderjyske teten og pressede for føring.

Det mindede nærmest om powerplay-spil, da det endelig gav afkast. Kim Lykkeskov fulgte op på et forsøg og sendte pucken ind til 1-0 til Sønderjyske efter 11 minutter.

I slutningen af perioden kom Herning bedre med i kampen og havde alle tiders chance for at udligne to mand i overtal, men Sønderjyske holdt stand indtil den første pause.

Det lavede Lasse Lassen om på allerede efter to minutter, da han sørgede for 1-1. Herefter gik tingene Hernings vej.

Efter fem minutter af anden periode mente Sønderjyske at have scoret til 2-1, men dommerne kunne ikke se beviser for, at pucken var inde. I stedet udnyttede Lasse Lassen et powerplay efter otte minutter til at score til 2-1 med sit andet mål.

Tredje periode var en lige affære med chancer i begge ender, men det blev Herning, der øgede og ikke Sønderjyske, der udlignede.

Med godt fire minutter tilbage fik Justin Maylan frit løb ned mod Sønderjyske-målet, og han bragte Herning på 3-1.

32 sekunder før tid, da Sønderjyske satsede alt, scorede Tomas Petruska til slutresultatet 4-1.

De to hold mødes i den syvende DM-finale fredag aften med Sønderjyske som hjemmehold.

0 kommentarer
Vis kommentarer