Aalborg skal have ny cheftræner

Aalborgs ishockeyherrer skifter ud på trænerposten, hvor der skal findes en afløser for Frederik Åkesson.

Næste sæson i ishockeyklubben Aalborg Pirates bliver uden Frederik Åkesson i trænersædet.

I den forgangne sæson var Åkesson cheftræner for Aalborg-mandskabet, men det skal han ikke være fremover, forklarer nordjydernes bestyrelsesformand Morten Fals på klubbens hjemmeside:

- Alle i klubben skal skabe mest mulig værdi, og derfor har vi i enighed og efter evaluering af sæsonen besluttet, at der, hvor Frederik Åkesson skaber mest værdi for klubben, er på salgs- og forretningsudviklingsdelen.

Aalborg Pirates er derfor gået i gang med at afsøge markedet for en træner, der kan være med til at styrke talentudviklingsprogrammet, som er et hovedpunkt i klubbens plan, der blev lanceret i november sidste år.

I Aalborg Pirates er der et stort ønske om at arbejde målrettet med talentarbejdet og de mange unge spillere i landets største ungdoms- og amatørafdeling.

- Den kommende træner skal være med til at lave den røde tråd fra ungdomsafdelingen og op, så talenterne fremover får en endnu større betydning på eliteholdet.

- Talentarbejdet er således vigtigt for fremtiden i Aalborg Pirates, hvorfor klubben også leder efter en træner, der kan lede med udgangspunkt i dette, forklarer klubben.

0 kommentarer
Vis kommentarer