Utålmodig kaptajn: Nu vil vi gerne i gang

Det danske VM-hold tripper for at komme i kamp efter mange ugers VM-forberedelse

Morten Green og co. glæder sig til endelig at komme i kamp. (Foto: Jan Korsgaard)
Morten Green og co. glæder sig til endelig at komme i kamp. (Foto: Jan Korsgaard)

For nogle af spillerne på det danske ishockeylandshold har VM-forberedelserne varet i næsten syv uger, så der er ikke noget at sige til, at alle glæder sig til at bytte træningspas ud med alvor lørdag eftermiddag.

- Nu vil vi gerne i gang. Nu har vi ligesom ventet længe nok, siger Danmarks kaptajn, Morten Green.

Han og holdkammeraterne åbner VM med en yderst vanskelig opgave mod Sveriges verdensmestre, som Danmark endnu aldrig har fået et point mod.

Se også: Galbraith om startplads: Jeg er ikke førstevalg

Men et blik på den danske VM-trup giver grund til overordnet optimisme før turneringen i Minsk.

- Det kunne ikke se meget bedre ud. Vi har en rimelig bred trup og er godt besat på alle pladser. Det ser positivt ud, selv om jeg efterhånden har lært, at man ikke kan sige noget endeligt, før man har været i kamp.

- Vi har fire kæder, der kan være med på dette niveau. Vi skal måske ikke forvente, at alle fire kæder laver mål, men alle kan spille rigeligt med minutter.

- Det gør, at vi ikke behøver at trække så hårdt på vores topspillere, og vi håber lidt på, at vi dermed undgår, at nogen går døde i løbet af de syv kampe. Vi skal helst kunne stå distancen hele vejen, siger Morten Green.

Se også: TV: VM-holdet giver den gas i Basim-hyldest

I et OL-år som i år er det reglen, at mange af sportens største navne vælger VM fra og prioriterer at få hvilet ordentlig ud.

Den svenske landstræner Pär Mårts har da også måttet sluge en lang række afbud, men det ændrer dog ikke på, at de blågule er klare favoritter.

- Det er der ingen tvivl om, men i en åbningskamp ved VM kan der ske lidt af hvert, siger Morten Green.

Se også: Før VM-braget: Den jävla historik

Det gav Frankrig et bevis for fredag eftermiddag, da franskmændene overraskende besejrede Canada i Danmarks pulje.

Danmark og Sverige mødes klokken 15.45 dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer