Rødovre sender forsvarende mestre ud

Rødovre vandt 3-2 efter forlænget spilletid og sendte de forsvarende mestre fra Herning ud af slutspillet

Jubelen var stor blandt Rødovres spillere, da sejren var hjemme torsdag aften. (Foto: Simon Fals/Polfoto)
Jubelen var stor blandt Rødovres spillere, da sejren var hjemme torsdag aften. (Foto: Simon Fals/Polfoto)

For første gang i 14 år er Herning Blue Fox ikke med blandt de fire bedste ishockeyklubber i Danmark.

Rødovre Mighty Bulls vandt torsdag aften 3-2 efter forlænget spilletid og sendte dermed de regerende mestre fra Herning ud af slutspillet.

Den ordinære kamp endte 2-2, efter at Rødovre havde været foran to gange i kampen.

I første periode bragte Rødovre sig foran med 1-0 på et flot mål af Rasmus Astrup, og flere mål blev der ikke scoret i de første 20 minutter. Anden periode sluttede helt uden mål.

Men i slutfasen pressede Herning hårdt på for en udligning, og der blev pludselig scoret tre mål på lidt over to minutter midt i tredje periode

Blændende kamp af Dahm
Først fik Mathias N. Pedersen udlignet til 1-1 for Herning, inden Rødovres Jannik Karvinen fik scoret til 2-1. Herning-profilen Lasse Lassen sendte kampen ud i overtid med målet til 2-2.

Karvinen slog til i overtiden med det afgørende 3-2-mål, som sendte favoritterne fra Herning og vinderne af grundspillet ud.

Rødovres målmand Sebastian Dahm stod en blændende kamp, og han var også med til at sikre Rødovre en samlet sejr. Sjællænderne gik videre med 4-2 i kampe.

Også Sønderjyske gik torsdag videre til semifinalerne med en sikker 5-0-sejr på udebane over Esbjerg, som intet kunne stille op i det sjette opgør mellem de to jyske hold. Sønderjyske vandt ligeledes med 4-2 i kampe.

Odense og Aalborg skal ud i en syvende og afgørende kamp, efter at nordjyderne torsdag tog en tur til Odense og vandt 3-1.

[[

DM kvartfinaler, 6. kamp

Esbjerg-SønderjyskE 0-5 (0-2, 0-1, 0-2)
Mål: 0-1 Brock Hooton, 0-2 Nikolaj Murholt, 0-3 Mads Lund, 0-4 Brock Hooton, 0-5 Tyler Gotto
Udvisninger: Esbjerg 1 x 10 min. og 6 x 2 min., SønderjyskE 1 x 10 min. og 4 x 2 min.
Tilskuere: 2.019.
SønderjyskE videre med 4-2 i kampe.

Rødovre-Herning 3-2 (1-0, 0-0, 1-2, 1-0)
Mål: 1-0 Rasmus Astrup, 1-1 Mathias Nøhr Pedersen, 2-1 Jannik Karvinen, 2-2 Lasse Lassen, 3-2 Jannik Karvinen
Udvisninger: Rødovre 1 x 20 min. og 3 x 2 min., Herning 1 x 20 min. og 4 x 2 min.
Tilskuere: 3.091.
Rødovre videre med 4-2 i kampe.

Odense-Aalborg 1-3 (1-2, 0-0, 0-1)
Mål: 1-0 Jesper Olofsson, 1-1 Kasper Jensen, 1-2 Mads Møller, 1-3 Mathias Månsson
Udvisninger: Odense 4 x 2 min., Aalborg 2 x 2 min.
Tilskuere: 2.451.
Stillingen er 3-3 i kampe.

Der spilles bedst af syv kampe.

]]
0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere