OL-drømmen brast også for ishockeykvinderne

Heller ikke det kvindelige ishockeylandshold formåede at kvalificere sig til OL i Sochi. Nederlag til Japan

Det ville have været den perfekte Askepot-historie, men den blev ødelagt i allersidste kamp.

Mens det danske herrelandshold i ishockey allerede i fredags forspildte muligheden for at komme med til OL i Sochi, havde kvinderne stadig muligheden inden søndagens sidste kvalifikationskamp i slovenske Poprad.

Kravet var en sejr over Japan, men asiaterne havde også en OL-billet at kæmpe for, og de vandt opgøret 5-0.

De lynede allerede to gange i første periode, og trods tre gode danske overtalsmuligheder i anden periode lukkede japanerne opgøret med yderligere to mål - herunder en scoring blot tre sekunder før periodepausen.

Se også: Dansk sensation chokerer ishockeyformand

Dermed må træner Denis Larsens mandskab se sig slået på målstregen efter en fantastisk stribe på otte sejre i OL-kvalifikationen, hvoraf de fem seneste blev opnået mod modstandere, der ligger over danskerne på verdensranglisten.

Danskerne slog i torsdags værtsnationen Slovakiet med 2-1 og vandt fredag med samme cifre over Norge efter straffeslag.

Kun otte hold er med i kvindernes olympiske ishockeyturnering. Hos mændene er der 12 hold med.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere