Dansk NHL-sensation: Det er en drøm

Frederik Andersen tager sin nyvundne NHL-status med ophøjet ro, men målmanden må da indrømme, at han nu lever drengedrømmen ud

Frederik Andersen har tur i den i NHL, hvor han indtil nu er ubesejret. (Foto: AP)
Frederik Andersen har tur i den i NHL, hvor han indtil nu er ubesejret. (Foto: AP)

Han kom fra baghjul, men nu har Frederik Andersen taget NHL med storm. I sine hidtil nu fire kampe har han kun prøvet at vinde, og han kan prale af en redningsprocent på fænomenale 95,2.

Den 24-årige danske målmand er ligaens bedste rookie på sin position og en stærkt medvirkende faktor til, at Anaheim Ducks på det seneste har kæmpet sig helt til tops i Pacific Division.

Det overraskende call up fra Norfolk Admirals har han tacklet fornemt, og som en af sit holds bedste i de foreløbige fire kampe har han efterhånden fået status af en decideret stjerne.

- Jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig en superstjerne. Men det er en anden hverdag end hjemme i Herning. Det her er tæt på det, jeg havde drømt om inden, siger den store målmand til Ekstra Bladet.

Se også: Ny dansker indtog scenen i NHL

Han greb chancen, da den schweiziske landsholdsmålmand Jonas Hiller havde en skidt aften mod Dallas Stars, der efter første periode var foran 3-1.

- Det var uheldige mål for ham, men jeg havde alligevel fornemmelsen af, at der kunne ske et eller andet, siger han om kampen, hvor han kom ind og holdt nullet, så Ducks kunne vende kampen til en 6-3-sejr.

Derefter fulgte otte kampe på en to ugers road trip. Jonas Hiller kom tilbage på målet, men efter to nederlag fik Frederik Andersen chancen igen – og greb den igen.

To gange leverede han toppræstationer, så holdet genvandt momentum – så fulgte en pause, hvorefter han blev smidt på mål mod New York Rangers i Madison Square Garden, hvor han leverede en præstation til ug med kryds og slange og efter endnu en sejr blev kåret til kampens spiller.

Se også: TV: Dansk goalie leverede nye mirakler

Selv om hans tid i Anaheim formentlig rinder ud, når den svenske landsholdsmålmand Viktor Fast melder sig klar igen, så fokuserer Frederik Andersen udelukkende på sine kommende opgaver i NHL.

- Det har ledelsen ikke snakket noget om. Og det bekymrer jeg mig ikke om. Jeg fokuserer på, at jeg vil gøre det så svært for dem som muligt at sende mig tilbage til Norfolk, siger den ubesejrede dansker, der dog forventer, at hans statistik må blive brudt, hvis han får flere kampe.

- Der er ingen, der går igennem uden at tabe. Jeg vil ikke sige, at det er tilfældigt, men det afhænger også at den hjælp man får fra de andre spillere. Scorer de eksempelvis ikke fem mål mod Dallas, så havde der ikke været en historie, siger han.

Næste opgave for Frederik Andersen og co. er i nat, hvor modstanderen er Mikkel Bødker og Phoenix Coyotes - en kamp, Frederik Andersen selvsagt håber at skulle starte.

- Ja, helt sikkert. Det kunne være sjovt. Men vi må se.

Se også: TV: Se superscoring af Mikkel Bødker

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere