Canada slår USA og er klar til VM-finale

Canada vandt over USA og er klar til VM-finalen i ishockey, hvor de forsvarende mestre fra Finland venter

Canada er klar til finalen ved VM i ishockey, der spilles i Letlands hovedstad, Riga. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters
Canada er klar til finalen ved VM i ishockey, der spilles i Letlands hovedstad, Riga. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters

VM-finalen i ishockey bliver en kamp mellem Canada og de forsvarende verdensmestre fra Finland.

Det står klart, efter at canadierne slog USA med 4-2 i semifinalen lørdag eftermiddag i Letlands hovedstad, Riga, mens Finland besejrede semifinaleoverraskelsen Tyskland med 2-1.

De to nationer stod også over for hinanden i VM-finalen i 2019, som er den seneste, da sidste års ishockey-VM blev aflyst på grund af coronapandemien.

Der vandt Finland, mens Canada besejrede finnerne i VM-finalen i 2016.

Finalen spilles søndag aften klokken 19.15, mens Tyskland og USA skal kæmpe om bronzemedaljerne søndag klokken 14.15.

Kampen mellem de to nabolande var blot to minutter gammel, da Brandon Pirri sendte canadierne på sejrskurs første gang.

Colin Blackwell bragte dog balance på måltavlen i slutningen af første periode.

Andrew Mangiapane bragte igen Canada i front i anden periode, hvor canadierne også scorede til 3-1 i powerplay, men fik målet annulleret.

Blot 46 sekunder inde i tredje periode ændrede cifrene sig så alligevel til 3-1, da Mangiapane med sin anden scoring sendte Canada tæt på finalen.

Kort efter bragte amerikanske Alexander Chmelevski atter spænding i kampen, men den punkterede Justin Danforth med 23 sekunder igen, da han scorede kampens sidste mål til 4-2.

I den anden semifinale havde Tyskland muligheden for at spille sig i sin første VM-finale siden 1953.

Finnerne havde dog ingen intentioner om at opfylde det ønske, og to hurtige mål i slutningen af første periode af Iiro Pakarinen og Hannes Björninen sendte Finland på sejrskurs.

Tyskerne gav ikke op, og i et powerplay i anden periode bragte Matthias Plachta spændingen tilbage i kampen.

I slutningen af tredje periode satte tyskerne alt ind på at score det udlignende mål, og det var tæt på flere gange, men pucken kom aldrig hele vejen over målstregen.