Dårligt dansk VM-nyt: USA tjekker stjernerne ind

USA har udtaget et forrygende stærkt mandskab til VM i ishockey, hvor en af modstanderne er Danmark

Superstjernen Patrick Kane er på ny amerikansk VM-kaptajn. Foto: David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix
Superstjernen Patrick Kane er på ny amerikansk VM-kaptajn. Foto: David W Cerny/Reuters/Ritzau Scanpix

De danske VM-spillere kan se frem til en ordentlig mundfuld, når de under VM i Kosice render ind i USA 18. maj½.

Den foreløbige amerikanske VM-trup er nemlig netop blevet offentliggjort, og der er flere store stjerner iblandt.

Den største er uden tvivl Chicago Blackhawks-kaptajnen Patrick Kane, der også var med for amerikanerne sidste år i Herning.

I denne sæson har den 30-årige center faktisk været bedre end nogensinde med 110 point i 81 kampe.

Desuden bliver den amerikanske offensiv suppleret af 22-årige Jack Eichel, der i denne sæson har lavet 82 point i 77 kampe for Buffalo Sabres.

En anden varm herre er Frans Nielsens holdkammerat i Detroit Red Wings Dylan Larkin. Også han er 22 år og næsten lige så skarp som Eichel med 73 point i denne sæson.

Alle er de topscorere i deres klubber og altså i spidsen for en forrygende offensiv, der også tæller stjerner som James van Riemsdyk og Chris Kreider.

I det defensive departement er profilen Minnesota Wilds Ryan Suter, mens der på målmandssiden mangler den store stjerne. Ganske vist er Cory Schneider et stort navn, men den 33-årige keeper har klart sin bedste tid bag sig.

Der er foreløbig udtaget 17 amerikanske spillere, og der er i alt plads til 25 i VM-truppen.

Det danske hold har selv modtaget en del afbud fra en stribe profiler.

Frans Nielsen har takket nej, og det samme har Philip Larsen. Nielsen er blevet far til sit andet barn, mens Larsens første arving netop er kommet til verden.

Også den tyske profil Mads Christensen har brug for en pause på landsholdet, mens også Patrick Bjorkstrand og Nichlas Hardt har meldt fra.

Desuden er Jannik Hansen - der for tiden ikke spiller for CSKA Moskva, der er i KHL-finalen - tvivlsom.

Til gengæld er der begrundet håb om at se Mikkel Bødker i VM-truppen. Han har spillet en fin sæson for Ottawa Senators, men døjer lige nu med en mindre skade.

Danmark spiller sin første VM-kamp 11. maj, hvor modstanderen er Frankrig. Dernæst venter Tyskland, Storbritannien, Finland, USA, Canada og til sidst værtslandet Slovakiet.

Se også: Rungsted er suveræne mestre

Se også: Ishockeylandsholdet lider nyt testnederlag til Sverige

Se også: Dansker skriver historie: Første gang nogensinde

8 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere