Danmark 44 sekunder fra kæmpe VM-sensation

Det danske U20-landshold var få øjeblikke fra en historisk skalp, men Rusland udlignede til 3-3 i de døende sekunder og afgjorde så VM-kvartfinalen i forlænget spilletid

Thomas Lillie og Danmark leverede en fantastisk sensation og var 44 sekunder fra slå mægtige Rusland ud af U20-VM. Her fejrer russerne Provorov og Kamenev (th.) den afgørende scoring, som den danske keeper intet kunne stille op ved (Foto: AP)
Thomas Lillie og Danmark leverede en fantastisk sensation og var 44 sekunder fra slå mægtige Rusland ud af U20-VM. Her fejrer russerne Provorov og Kamenev (th.) den afgørende scoring, som den danske keeper intet kunne stille op ved (Foto: AP)

Sjældent set har et hold været så undertippet, før det gik på isen. Men sådan måtte det jo være.

Det danske U20-landshold var i VM-kvartfinalen oppe imod Rusland, der havde fejet al modstand til side i det indledende gruppespil.

Men da der manglede 44 sekunder af den ordinære spilletid, så det ud til, at et heroisk kæmpende dansk mandskab skulle stå for en af de største ishockey-overraskelser i nyere tid.

De danske talenter var på det tidspunkt foran 3-2 efter både at have været bagud og senere set en 2-1-føring blive udlignet. Så sensationen lurede, og Rusland var tvunget til at satse hele butikken.

Målmanden blev hevet af banen, og de sidste sekunder blev spillet med en ekstra markspiller på isen. Det gav desværre bonus.

Sølle 44 sekunder før tid dukkede Vladislav Kamenev op tæt under mål, og så var udligningen en realitet. Et skud fra nært hold kunne ikke afværges af målmanden Thomas Lillie, der ellers havde ageret redningsmand på formidabel vis i mange tilfælde gennem kampen.

Se også: Millionerne vælter ind: Så meget tjener de danske NHL-stjerner

Danmark var dukket. Og som frygtet og forventet kunne russerne afgøre det hele i den forlængede spilletid, hvor selvsamme Kamenev sendte sit hold i VM-semifinalen.

Det krævede dog langt mere slid og slæb end ventet. Helt efter planen var Danmark ellers kommet bagud 1-0 tidligt i første periode´, da den russiske center Yegor Korshkov bragte favoritterne i front.

På det tidspunkt var der spillet mindre end tre minutter, og med afsæt i danskernes tre seneste kampe, der var endt med lige så mange nederlag og en målscore på 2-15, lå det i kortene, at det ville blive en ensidig affære.

Men landstræner Olaf Eller havde en helt anden plan. Og den var tilsyneladende gået effektivt ind i hovederne på de danske spillere. Først udlignede Marcus Jensen i begyndelsen af anden periode, da Herning Blue Fox-spilleren var hurtig over en retur efter roderi foran det russiske mål.

Se også: Ishockeytalenter får amerikanske klø før kvartfinale

Senere i samme periode var det så landsmanden Thomas Olsen, der til daglig optræder for Malmö Redhawks, som sensationelt bragte Danmark i front efter et godt skud fra nært hold.

Pludselig lurede overraskelsen for alvor, men de store drømme blev slukket for en stund, da Artur Lauta fulgte en face-off i den danske forsvarszone op ved at være vågen foran målet og udplacere Thomas Lillie, der sprællede forgæves.

Han kunne efter nederlaget glæde sig over at blive kåret til Danmarks bedste spiller, men det var nok en ringe trøst efter at have været så tæt på at levere en af de største danske ishockey-sensationer i historien.

For selv om Emil Oliver Christensen med godt fem minutter tilbage af den ordinære spilletid igen gav Danmark føringen, endte det med et af de flotteste nederlag nogensinde.

29 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere