Danmark røg i canadisk stormvejr

Danmark fik aldrig rystet en rædselsfuld start af sig, da Canada uden at spille sig ud sejrede 5-0

Der var nok at lave for den danske målmand, Patrick Galbraith. Foto: Joe Klamar/AFP/Ritzau Scanpix
Der var nok at lave for den danske målmand, Patrick Galbraith. Foto: Joe Klamar/AFP/Ritzau Scanpix

KOSICE (Ekstra Bladet): Danmarks næstsidste VM-kamp blev præcis så hård en opgave, man kunne have frygtet inden.

Canadas NHL-stjerner mødte nemlig ikke op i Steel Arena med en tilbagelænet attitude og kunne efter en disciplineret arbejdsindsats uden problemer give danskerne klø 5-0.

En sejr, der blev grundlagt i kampens første ti minutter, hvor danskerne blev tromlet på en måde, der gav rædselsfulde mindelser til kampen mod USA.

Selv om danskerne inden de to sidste gruppekampe ikke havde det store at spille for, så havde de givet håndslag på, at de i hvert fald kunne spille for æren og stoltheden. Det glemte de i kampens start.

Allerede efter et minut stod det 1-0, da canadierne fangede det danske hold i en kontra, og så kunne Pierre-Luc Dubois afslutte uden for Patrick Galbraiths rækkevidde.

Fem minutter senere var det Jared McCann, der bankede canadierne på 2-0, og vi var ikke engang halvvejs i perioden, da det gik galt igen.

En canadisk pasning fra blå linje blev styret i mål af Jonathan Marchessault, og så måtte Patrick Galbraith for tredje gang fiske pucken ud af nettet.

Forfærdelig dansk start, men selv om Canada fortsatte sin kværnende stil, kom der lidt mere styr på det.

Desværre blev et par danske overtals-situationer ikke udnyttet - men den anden vej gik det lidt anderledes.

Canadierne har i særklasse turneringens bedste powerplay, og det demonstrerede de med al ønskelig tydelighed, da Markus Lauridsen tog Danmarks første udvisning for en høj stav mod slutningen af anden periode.

Her var der ingen canadiske dikkedarer, da Sam Reinhart hurtigt og effektivt øgede til 4-0.

Det var der heller ikke, da samme Reinhart efter fem minutter i tredje periode styrede et slagskud ind bag Galbraith til 5-0. God nat og tak for i aften.

Det var stålsatte canadiere, der i Steel Arena spillede sig til en 'finale' mod USA om at slutte som gruppens nummer et eller to, der giver 'hjemmebane' i Kosice i kvartfinalen.

Danskerne får en ny chance for at genvinde stoltheden, når værterne Slovakiet venter allerede tirsdag kl. 16.15.

Se også: Gigantisk VM-chok: Redder livet i vanvittigt comeback

Se også: Værre end Danmark i 1949: Dårligst nogensinde

Se også: Efter øretæve: Nu gælder det stoltheden

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere