Danmark står over for VM-skuffelse i vital kamp

Ishockeylandsholdet kan tage et stort skridt mod kvartfinalen ved at besejre Schweiz tirsdag

Kampen mod Schweiz bliver vigtigere end den mod Sverige. Det mener Jan Karlsson, Danmarks landstræner. (Foto: Jan Korsgaard)
Kampen mod Schweiz bliver vigtigere end den mod Sverige. Det mener Jan Karlsson, Danmarks landstræner. (Foto: Jan Korsgaard)

Bare få minutter efter søndagens nederlag til Sverige ved ishockey-VM bad landstræner Jan Karlsson de danske spillere om at dreje tankerne ind på næste opgave mod Schweiz på tirsdag.

For selv om danskerne havde håbet - og vel også havde reel mulighed for - at skabe en overraskelse mod Sverige, er det ikke svenskerne, der bliver en konkurrent i kampen om en plads i kvartfinalen.

Se også: Danmark kørt over af Sverige trods chok-start

Det gør Schweiz til gengæld. Schweizerne har skuffet med et nederlag på straffeslag til Kasakhstan og et overtidsnederlag til Norge, men ville i normale tilfælde være favorit til en plads blandt puljens fire bedste.

- Den kamp bliver vigtigere, end mødet med Sverige var. Allerede i omklædningsrummet efter kampen mod svenskerne gav jeg spillerne det præcise program frem mod tirsdag eftermiddag.

- Vi tager et kort træningspas mandag, og så handler det ellers om at lade op til tirsdag. Det er utroligt jævnbyrdige kampe i denne pulje, og det bliver stenhårdt arbejde, sagde Jan Karlsson.

Jævnbyrdigheden understreges af, at ingen hold har færre end to point efter de første to runder.

Se også: Norge rejser sig og trækker Schweiz ned i VM-sølet

Hvis Danmark besejrer Schweiz, vil VM-sølvvinderne fra 2013 være hele fire point efter danskerne inden de sidste fire runder, hvor schweizerne har et svært program.

Selv om kampen mod Sverige endte med et 2-5-nederlag, viste det danske hold udmærket spil i de perioder, hvor der ikke sad en dansker i straffeboksen.

- Det var positivt, og vi har også et godt hold. Så mon ikke, vi giver Schweiz en hård kamp, siger centerspilleren Morten Madsen.

Schweiz har vundet samtlige syv indbyrdes opgør mod Danmark i VM-sammenhæng.

Se også: Udvisninger frustrerer danskerne: Det skal stoppe nu

Se også: Landstræner jubler over forrygende Ehlers

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere