Danmark taber til Tjekkiet og misser VM-kvartfinale

De danske ishockey-herrer tabte efter overtid og straffeslag 2-1 til Tjekkiet i sin sidste gruppekamp ved VM og går dermed ikke i kvartfinalen

Der var kamp om hver millimeter i Danmarks sidste gruppekamp mod Tjekkiet. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Der var kamp om hver millimeter i Danmarks sidste gruppekamp mod Tjekkiet. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix

En tjekkisk scoring i overtiden så i et splitsekund ud til, at fælde Danmark i den sidste gruppekamp ved VM. Tjekkerne jublede, danskerne græmmede sig.

Men så indløb en dansk protest, og målet blev efter et grundigt review annulleret, så kampen gik i straffeslag.

Her gjorde tjekkerne arbejdet færdigt, da de scorede på alle deres fire forsøg, mens danskerne nåede fem straffeslag, men med brændte forsøg fra Nicolai Meyer og Niklas Andersen.

Tjekkerne forlænger med sejren livet i turneringen, mens Danmark slutter på ni point - det tredjebedste facit nogensinde.

Det betyder, at Danmark enten bliver femmer i gruppen (hvis Sverige i aftenkampen ikke får point mod Rusland), eller sekser (hvis svenskerne får point).

Spillerne vil utvivlsomt være dybt skuffede. Men på afstand vil de formentlig også erkende, at den tjekkiske gevinst var rimelig nok i en kamp, hvor Danmark var presset i bund i lange perioder.

På rå og rendyrket fight og helt forrygende målmandsspil af Sebastian Dahm holdt Danmark dog længe de desperate tjekkiske storfavoritter fra scoring.

Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Danmark fik også det tidlige åbningsmål, som er så vigtig for den danske slagplan, der er i høj grad er koncentreret om en stærk defensiv.

Nicklas Jensen fik efter knap fire minutter oceaner af plads til at hugge pucken i mål i dansk powerplay. Som så ofte før var det Markus Lauridsen, der leverede den præcis pasning til topscorerens femte VM-træffer.

1-0-føringen holdt længe, men cifrene skjulte det reelle kampbillede. Tjekkiet satte det danske hold under et kolossalt pres. Pucken dansede omkring målstregen, og konstant kom en dansk stav eller målmand Dahm til undsætning i sidste øjeblik.

Det kunne næsten ikke blive ved at gå godt, og det gjorde det da heller ikke. Fem minutter inde i tredje periode blev den danske tredjekæde fanget i egen zone under et langvarigt tjekkisk pres.

Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Vasily Fedosenko/Reuters/Ritzau Scanpix
 

Forsvaret blev spillet tyndt, og en helt fri Dominik Kubalík udnyttede en tværpasning til at udligne til 1-1.

Det var, som om målet fik de tjekkiske spillere til at trække vejret og skrue en smule ned for turbotempoet. Danmark kom i de følgende minutter bedre med, og den tjekkiske keeper måtte levere en stor redning for at holde Niklas Andersen fra scoring.

Men den hårde forsvarskamp havde tydeligvis trættet spillerne, der knoklede for VM-avancementet på blytunge ben.

Nicolai Meyers fejlaflevering gav Tjekkiet en friløber fire minutter før tid, men igen stod Dahm i vejen og pressede dermed kampen ud i overtid.

Her så det ud til at blive kostbart, at Frederik Storm pådrog sig endnu en dansk udvisning. For denne gang udnyttede tjekkerne overtallet, og med blot 23 sekunder tilbage scorede Filip Hronek, det han troede var sejrsmålet.

Men efter et langt videogennemsyn annullerede dommerne scoringen og trak i første omgang det danske hold op af VM-graven.

Det holdt dog kun til straffeafgørelsen, hvor tjekkerne viste stor sikkerhed.