32-årige Frederik Andersen har fået en drømmestart på sæsonen i verdens bedste ishockeyliga NHL. Efter fem kampe har den danske målmand en redningsprocent på 94,6 procent, og det er den højeste procent bland alle målmænd i NHL.
Natten til tirsdag spillede Andersen, der i sommer skiftede til Carolina Hurricanes, for første gang mod sit gamle hold Toronto Maple Leafs, og danskeren stod endnu en gang en brandkamp for sin nye klub.
Med 24 redninger i kampen blev Frederik Andersen kåret til kampens spiller i Carolinas 4-1-sejr over Toronto.
- Det sværeste i kampen var ikke at tænke på, hvad de ville gøre, fordi jeg kender dem så godt, sagde danskeren på pressemødet ifølge NHL.com efter kampen mod sine gamle holdkammerater.
Frederik Andersen skrev i sommer under på en toårige kontrakt til en værdi af 58 millioner kroner med Carolina Hurricanes, efter at danske målmand havde spillet de foregående fem sæsoner i Toronto.
Klar til OL
Tilbage i september indgik NHL en aftale med IHF, der betyder, at NHL-spillerne kan få lov til at deltage i det kommende Vinter-OL, der bliver afholdt i Beijing i februar 2022.
Landstræner Heinz Ehlers vil utvivlsomt kigge Frederik Andersens vej, når han skal udtage sin trup til OL, hvor Danmark for første gang deltager i herrernes ishockey-turnering.
Danmark skal spille imod Rusland, Tjekkiet og Schweiz i den indledende gruppe ved legene.