Dansk ishockey-ikon siger stop

Danmarks Ishockey Union (DIU) skal finde en ny sportschef, efter at Jesper Duus har opsagt sin stilling

Jesper Duus er en tidligere ishockeyspiller, som spillede 1035 kampe for klubber i Danmark, Sverige, Østrig og Tyskland i perioden 1983-2009. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Jesper Duus er en tidligere ishockeyspiller, som spillede 1035 kampe for klubber i Danmark, Sverige, Østrig og Tyskland i perioden 1983-2009. Foto: Claus Bonnerup/Polfoto

Jesper Duus stopper som sportschef i dansk ishockey. Det oplyser Danmarks Ishockey Union (DIU) på sin hjemmeside.

- Sportschef Jesper Duus har efter eget ønske valgt at opsige sin stilling som sportschef hos DIU per 30. april 2019, da han ikke kunne se sig selv i DIU fremadrettet, skriver unionen.

I slutningen af 2016 blev Jesper Duus ansat som sportschef, og nu ophører samarbejdet efter næsten to og et halvt år.

Han blev hentet ind, efter det stod klart, at Danmark skulle afvikle VM på hjemmebane i 2018.

Begrundelsen for ansættelsen lød dengang fra Danmarks Ishockey Union, at man ville geare op på den sportslige front, ligesom en kikset OL-kvalifikation skulle revancheres.

Ved VM på hjemmebane i 2018 måtte Danmark lade livet efter et voldsomt tæt gruppespil, hvor man tog 11 point. Det var en tangering af det bedste danske resultat nogensinde ved et verdensmesterskab.

Jesper Duus havde selv en lang og glorværdig karriere som spiller på landsholdet. Han fik debut i 1987 og indstillede sin karriere i rødt og hvidt 23 år og 191 landskampe senere -  efter VM i 2010.

DIU er begyndt at lede efter en løsning på posten som sportschef både i forhold til det kommende VM i Slovakiet og på længere sigt.

Se også: Stor dansk succes: To stjerner på tavlen

Se også: Lang karantæne efter voldsom kvartfinale

Se også: Scorer i danskerduel - trækker fra i toppen

2 kommentarer
Vis kommentarer