Dansk stjerne kørt på hospitalet

Mikkel Bødker blev ramt på øret af en puck og måtte fragtes til hospitalet i Riga

Mikkel Bødker fik en hård medfart. Foto: Ritzau Scanpix
Mikkel Bødker fik en hård medfart. Foto: Ritzau Scanpix

Mikkel Bødkers deltagelse i VM-kampen mod Rusland onsdag eftermiddag er i fare.

Den danske ishockeyprofil blev ramt uheldigt af en puck på det ene øre i kampen mod Storbritannien og måtte forlade isen. Kort efter blev han kørt til undersøgelse på et hospital i Riga.

- Øret flækkede. Det er skidt og rigtig, rigtig træls for ham. Han bliver undersøgt af specialister. Det tyder dog ikke på, at der er en hjernerystelse, som var det første, vi frygtede, siger landstræner Heinz Ehlers.

- Lige nu er jeg bekymret for hans deltagelse mod Rusland. Det så ikke ret godt ud, men vi afventer lægens dom, lyder meldingen fra landstræneren.

Inden Mikkel Bødker (til venstre) måtte udgå, nåede han at levere to assister. Blandt andet til Julian Jakobsens scoring, som danskerne fejrer her. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters
Inden Mikkel Bødker (til venstre) måtte udgå, nåede han at levere to assister. Blandt andet til Julian Jakobsens scoring, som danskerne fejrer her. Foto: Vasily Fedosenko/Reuters
 

Med til at forstærke usikkerheden er, at der er grænser for, hvor længe en spiller må være ud af coronaboblen, som spillerne befinder sig i i den lettiske hovedstad.

Det er altså ikke kun Bødkers helbred, der afgør, hvorvidt han kan stille op mod russerne. Det afhænger også af, hvor hurtigt han kan vende tilbage til spillerhotellet.

Med fire assister i tre kampe ligger den 31-årige dansker på en delt førsteplads på måloplæggernes VM-hitliste.