Dansk stjerne træner med Navy Seals

Ishockeymålmand Frederik Andersen har fået værdifulde redskaber til at blive bedre ved at følge træningen af de hårdeste amerikanske elitesoldater

Frederik Andersen har travlt med at redde pucke i Toronto Maple Leafs - men han er blevet bedre ved hjælp af at have fulgt elitesoldater. Foto: Sergei Belski/USA Today/Ritzau Scanpix
Frederik Andersen har travlt med at redde pucke i Toronto Maple Leafs - men han er blevet bedre ved hjælp af at have fulgt elitesoldater. Foto: Sergei Belski/USA Today/Ritzau Scanpix

I kampen om at blive den bedste bliver alle detaljer taget med.

For den danske stjerne-målmand i storklubben Toronto Maple Leafs, Frederik Andersen, betyder det blandt andet, at han har ansat en kok, der kan tilberede ham de rigtige måltider, når han har brug for det. Desuden har han også en personlig træner, der planlægger hverdagen, når der er pause fra ishockeyspillet.

Men der er mere end det. For som indledning på sæsonen fulgte Fredrik Andersen de amerikanske elitesoldater Navy Seals under 'Hell Week', hvor de i knap døgn bliver kørt til grænsen - og nogle gange over - den menneskelige fysiske kapacitet.

Det har givet den 29-årige herningenser værdifulde redskaber med, han kan bruge på isen hver aften i NHL.

- Det er en måde at træne din hjerne til at vente et sekund med at træffe en instinktiv beslutning, og det kan være en måde at lære at slippe af med stress. Og jeg tror, at en af de afgørende ting, jeg tog med derfra, er at kontrollere det, du ikke kan kontrollere.

- Jeg tror, at noget af det, der virkelig har hjulpet mig, er redskaber til at tage en dyb indånding, når det er kritisk. Jeg har også arbejdet lidt med åndedræts-teknikker, der kan bruges til enten at bevare roen eller at få dig op at køre, siger Frederik Andersen i et interview med NHL.com.

På Maple Leafs traditionelle 'bye week', hvor spillerne har en uges ferie, benyttede Andersen blandt andet tiden på at træne netop det - nedsænket i et isbad.

- Naturligvis oplever man ikke den samme type panik i en kamp, men man oplever den samme type stress, og det iskolde vand simulerer en meget stresset situation, hvor man er nødt til at fokusere på at få kontrol over sit åndedræt og få ro på tankerne.

Det kan der være brug for i målet hos Maple Leafs. For selv om det holdet igen i år tilhører NHL's top, så kniber det fortsat med defensiven. Således er Frederik Andersen på ny den målmænd, der bliver sat flest skud på pr. kamp (33 i snit), og det kræver en del mentalt at skulle agere redningsplanke aften efter aften.

Toronto Maple Leafs ligger nummer tre i Metropolitan Division, der i denne sæson er så stærk, at det faktisk er lig med en tredjeplads i Eastern Conference. Derfor ligger holdet ganske komfortabelt til en slutspilsplads med 15 spillerunder igen af grundspillet.

Også Lars Ellers hold, de forsvarende mestre fra Washington Capitals, ligger lunt i svinget til slutspillet, og det samme gør Nikolaj Ehlers og Winnipeg Jets.

Columbus Blue Jackets med Oliver Bjorkstrand på holdet ligger helt tæt omkring wildcard-placeringen, mens Ottawa Senators og Mikkel Bødker ligger sidst uden mulighed for at nå slutspillet.

Se også: Av, av, av: Ishockeyspiller skudt i skridtet

Se også: Sidste DM-kvartfinalist fundet

Se også: Dansk stjerne centrum i stor målfest

0 kommentarer
Vis kommentarer