Dansker blev offer for svensk drømmeaften

Svensk profil leverede en sjælden NHL-bedrift for New York Rangers i sejr over Capitals og Lars Eller

Rangers-spilleren Zibanejad jubler efter scoring nummer fire af fem mod Washington Capitals. Foto: Brad Penner/Ritzau Scanpix
Rangers-spilleren Zibanejad jubler efter scoring nummer fire af fem mod Washington Capitals. Foto: Brad Penner/Ritzau Scanpix

En sand svensk pragtpræstation gik natten til fredag ud over danske Lars Eller og Washington Capitals, der tabte 5-6 efter overtid til New York Rangers i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

I Madison Square Garden i New York var Mika Zibanejad fra Sverige nemlig i hopla og scorede imponerende fem gange for Rangers.

Dermed overskyggede han alle på banen, inklusive Lars Eller, der dog bidrog med en assist for sit hold.

Det var første gang i karrieren, at Zibanejad scorede fem mål i en kamp - en præstation, som svenskeren ikke selv gjorde meget for at tale op.

- I dag var jeg på rette sted på rette tidspunkt, sagde han efter kampen ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Det var Zibanejads andet hattrick i sæsonen og fjerde i sin NHL-karriere. I alt har han scoret 38 gange denne sæson.

Svenskerens sidste mål i kampen blev scoret 33 sekunder inde i overtiden, hvor han sikrede holdet sejren.

- I ved sikkert alle, hvordan vi blandt trænerne har det med ham, hvilken fantastisk spiller han er, og hvilken fantastisk person han er. Det er bare om at læne sig tilbage og nyde det, sagde træner David Quinn på den efterfølgende pressekonference.

Indtil videre er der ikke andre, der i denne sæson har scoret fem mål i en kamp.

For Rangers var sejren særdeles tiltrængt, da holdet forsøger at holde liv i håbet om at spille sig i slutspillet.

1 kommentar
Vis kommentarer