Oliver Bjorkstrand har indtil nu haft et ganske fint 2021.
Den danske wing offentliggjorde 3. januar, at han er blevet forlovet med sin kæreste Jill Grisafo:
Og tre dage senere kan han så bekendtgøre omverdenen, at han har forlænget sin kontrakt med Columbus Blue Jackets.
Og det med en absolut godkendt en af slagsen.
For klubben oplyser nemlig, at 25-årige Bjorkstrand har sat sit navnetræk på en aftale, der binder ham i yderligere fem år i klubben, der til gengæld betaler ham den fyrstelige sum af 27 millioner dollar. Det svarer til 164 millioner danske kroner.
Det bringer ham i et hug op som den næstbedst betalte danske i NHL efter Nikolaj Ehlers i Winnipeg Jets og lige foran Frans Nielsen i Detroit Red Wings.
- Oliver er en talentfuld spiller, som har vist stabile fremskridt i sin karriere frem til dette punkt. Vi kan ikke være mere tilfredse med, at han vil være en Blue Jacket-spiller i meget lang tid.
- Han er en farlig offensiv spiller, og vi tror, at han vil få endnu større betydning for os, når han fortsætter med at udvikle og modne sig i denne liga, siger klubbens general manager Jarmo Kekäläinen.
Oliver Bjorkstrand er noteret for 71 mål og 74 assists i 277 kampe i NHL-karrieren for Columbus Blue Jackets, som han fik debut for i 2015/2016-sæsonen.
Danskeren har lavet over 20 mål i to sæsoner i træk og 36 point eller mere i de seneste tre sæsoner.
I sidste sæson missede Oliver Bjorkstrand 21 kampe på grund af skader. Det blev alligevel til 49 kampe med 21 mål og 15 assists til følge.