KOSICE (Ekstra Bladet): Som underdog klynger man sig altid til et håb om, at de store nationer kommer lidt nonchalant på isen og undervurderer sin modstander.
Det var bestemt ikke tilfældet mandag aften, hvor mægtige Canada sendte Danmark en tur rundt i ishockey-karrusellen.
5-0-sejren var ikke et mål for stor, og landstræner Heinz Ehlers måtte efterfølgende let bandende erkende, at det ikke er nemt at matche et hold af Canadas kaliber.
- Man skal ikke glemme, at vi er oppe mod 22 NHL-spillere. Der skal for helvede også være forskel.
- De skal for helvede være bedre, de skal komme hurtigere og mere kraftfuldt og med bedre pasningsspil. Der er ikke et eneste parameter, hvor vi er i nærheden af dem, siger Ehlers.
Han var ikke tilfreds med de første ni minutter, hvor canadierne scorer tre gange.
- Vi gør det for enkelt for dem i første periode. I de to sidste har vi nok alle sammen - også canadierne - den tanke, at kampen er overstået.
- Men det er ikke nemt. De er gode, siger Heinz Ehlers.
Også Oliver Lauridsen, der var danskernes bedste, måtte erkende, at Danmark mødte overmagten.
- Det er et kanongodt ishockeyhold, og de har noget at spille for i dag. Det er ikke en kamp, de spiller på en halv skøjte. De har brug for alle de point, de kan skrabe sammen for at få en topseeding i gruppen.
- De et topmotiverede og med fra start. Det er vi desværre ikke helt. Arbejdsindsatsen er der, moralen er der, og viljen er der. Vi kan bare ikke lave de fejl, vi begår i første periode, siger Jokerit-backen.
Han og resten af det danske mandskab har en ny chance for at rejse sig, når de slovakiske værter venter tirsdag kl. 16.15.
Den kamp kan du naturligvis følge live her på sitet
Danmark røg i canadisk stormvejr
Gigantisk VM-chok: Redder livet i vanvittigt comeback
Pornostjerne 'punkteret' - beder om 'sidste ønske' fra sportsstjerne