Efter kæmpe succes: Danmark vil have nyt ishockey-VM

Ishockeyunionen er klar til at byde på U20-VM for de næstbedste nationer, hvis økonomien hænger sammen

de danske ishockeyspillere var på hjemmebane ved A-VM sidste år. Nu forsøger DIU sig med ny ansøgning om et værtsskab. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
de danske ishockeyspillere var på hjemmebane ved A-VM sidste år. Nu forsøger DIU sig med ny ansøgning om et værtsskab. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Sidste års ishockey-VM i Herning og København var en stor publikumssucces, og allerede i år kan der være mere VM-ishockey på vej til Danmark.

Danmarks Ishockey Union (DIU) overvejer nemlig at byde på VM for de næstbedste U20-landshold midt i december, hvor de danske talenter skal forsøge at spille sig tilbage i det skrappeste selskab.

- Det er ikke en turnering, vi kommer til at tjene penge på. Men kan vi finde en kommune, der synes det vil være interessant, er det bestemt en mulighed, siger DIU's direktør, Ulrik Larsen.

På U20-niveau var det danske landshold i fem år i træk blandt verdens ti bedste, men rykkede ud af A-gruppen ved VM i Canada ved nytårstid.

Holdet skal nu kæmpe med Letland, Norge, Østrig, Hviderusland og Slovenien om en enkelt billet til øverste lag.

I modsætning til sidste års gigantarrangement i Boxen og Royal Arena kan VM for de næstbedste talenter afvikles i én by i løbet af en uge.

- Til sådan en turnering har vi perfekte arenaer mange steder. Alle steder, hvor der er to ishaller. Det kunne være i Rødovre, Esbjerg, Herning, Vojens eller Aalborg, siger Ulrik Larsen.

Plejer at floppe
Imod et værtskab tæller - ud over økonomiske overvejelser - at en hjemmebanefordel vil gøre Danmark til oprykningsfavorit. Og i den rolle har danske ishockeyhold traditionelt haft det svært.

- Nærmest uanset hvad vi har været favoritter til, så flopper vi. Måske kan vi bruge det som en lejlighed til at vende den stime. Det skal vi jo have lært, siger Ulrik Larsen.

Han peger på de seneste to OL-kvalifikationer, hvor stærkt besatte danske hold har kikset, ligesom det skete i den afgørende gruppekamp mod Letland ved VM på hjemmebane i maj.

Trods den historik vil U20-landstræner Olaf Eller meget gerne spille VM på dansk is.

- Det kunne være yderst spændende og en fed udfordring. Det ville være noget helt andet, men håndboldherrerne viste jo, at det er muligt at håndtere at være favorit på hjemmebane, siger Eller.

Deadline for at indlevere en ansøgning til Det Internationale Ishockeyforbund (IIHF) er 15. april.

VM-værten bliver udpeget på IIHF's kongres i forbindelse med A-VM for seniorer, der foregår i Slovakiet i maj.

- Vi har et godt renommé i IIHF, fra de gange vi tidligere har arrangeret VM. Vi har haft U18- og U20-VM før. Vi har haft VM for damer, og mon ikke de kan huske vores VM sidste år i maj, siger Ulrik Larsen.

Se også: Gamle fjender vil gentage olympisk succes

Se også: Dansk landshold i ny farce - Norge vinder

 

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere