Efter tilskuerdrama: Dansk klub skal spille uden fans

Ishockeykampen mellem Rødovre og Rungsted blev fredag aften afbrudt på grund af tilskuerproblemer

Der har tit været drama i opgørene mellem Rødovre og Rungsted. Her fra en tidligere kamp. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Der har tit været drama i opgørene mellem Rødovre og Rungsted. Her fra en tidligere kamp. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Se også: Drama på isen: Dansk ligakamp afbrudt efter uroligheder

Ishockeyfans fra Rødovre bliver søndag nægtet adgang til udekampen i Rungsted, hvor Rødovre Mighty Bulls og Rungsted Seier Capital mødes i den bedste danske ishockeyliga, Metal Ligaen.

Det skriver Danmarks Ishockey Union (DIU) i en pressemeddelelse.

Afgørelsen har unionen truffet sammen med Metal Ligaen og de to klubber, efter at tilskueruroligheder afbrød kampen mellem netop Rødovre og Rungsted fredag aften i Rødovre Centrum Arena.

- På baggrund af en konkret sikkerhedsvurdering vil udebaneafsnittet til kampen 29. december mellem Rungsted Seier Capital og Rødovre Mighty Bulls ikke blive åbnet.

- Tilskuere med tilhørsforhold til Rødovre vil således ikke få adgang til kampen. Det gælder for alle billettyper herunder løssalgsbilletter, Metal-billetter samt DIU-kort, står der i afgørelsen.

Der vil ved indgangen til arenaen i Rungsted blive truffet en konkret vurdering af tilhørsforholdet. Rødovre-fansene kan få deres billetter refunderet.

- Det er naturligvis med stor beklagelse, at vi på den måde kommer til at udelukke helt almindelige tilskuere, som kommer til kampene med det formål at deltage i den fest, der normalt kendetegner ishockeykampene mellem jul og nytår.

- Men den samlede sikkerhed i forhold til afviklingen af kampen vejer her tungest, siger Kim Pedersen, der er ligachef for Metal Ligaen, i pressemeddelelsen.

Midtvejs i tredje periode i fredagens kamp måtte spillerne holde en ufrivillig pause på cirka 20 minutter.

Før kampen havde tilskuere affyret fyrværkeri og andre former for pyroteknik, og det fortsatte under kampen, ligesom der opstod tumult på tilskuerpladserne.

Det fik sikkerhedspersonalet i Rødovre Centrum Arena til at føre flere personer ud af arenaen, hvor der opstod uroligheder, og en person blev anholdt.

Rødovre tabte kampen 0-2.

Holdet spiller også mandag på udebane mod Herlev Eagles, og her vil Rødovre-tilhængere få adgang til kampen.

DIU vil inden Rødovres næste hjemmekamp 7. januar vurdere, hvilke sanktioner der yderligere skal gives til klubben.

Se også: Dansk keeper gik fra ukendt til forbillede

Se også: Dansker skudt i sænk i vild målfest

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere