Eller blev målhelt for Montréal Canadiens

Den danske ishockeyspiller blev dobbelt målscorer i ny sejr i NHL og hyldes som en af kampens stjerner.

Lars Eller lykønskes af holdkammeraterne efter sin scoring til 3-0. (Foto: AP/Mary Schwalm)
Lars Eller lykønskes af holdkammeraterne efter sin scoring til 3-0. (Foto: AP/Mary Schwalm)

Lars Eller og hans klub Montreal Canadiens har fået en perfekt start på sæsonen i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

I nattens kamp på udebane mod Boston Bruins scorede danskeren to gange i Montreals sejr på 4-2.

Begge mål faldt i anden periode, og med sin dobbeltscoring udbyggede Lars Eller Montreals føring til 3-0.

Se også: Dansk teenager på tavlen i NHL

Lars Eller passerede Bruins-målmanden Tuukka Rask efter godt et-to-sammenspil med Alexander Semin ved 1-0-målet. Alex Galchenyuk lagde op til Lars Ellers' anden scoring.

Begge assistmagere er placeret i en indtil videre succesrig Montreal-kæde sammen med Lars Eller, og holdkammeraterne får stor ros efter kampen af danskeren.

- De er åbenlyst meget, meget dygtige. De holder fast i pucken det sekund længere, der gør, at de kan lave spillet og trække folk til dem.

- Det er nogle af deres største kvaliteter, hvilket vi så ved flere af målene, siger Lars Eller til nhl.com.

I tredje periode kom holdet foran 4-1, før Boston sekunder før slutfløjtet fik sendt pucken i nettet for anden gang.

Se også: Her åbner dansker NHL-fest

Lars Eller havde i alt fire skud på mål i de 14 minutter og 29 sekunder, han var på isen. På NHL's hjemmeside fremhæves danskeren som kampens bedste spiller.

Montreal Canadiens vandt også sæsonens første kamp.

Dermed er der lagt op til lidt af en tidlig topkamp, når holdet i sin næste kamp møder Ottawa Senators, der også er noteret for to sejre.

2 kommentarer
Vis kommentarer