Forrygende scoring af Bødker i NHL-danskeropgør

Med et flot solomål var Mikkel Bødker med til at punktere kampen mod Jannik Hansen og Philip Larsen i NHL

Foto: AP
Foto: AP

Ishockeyspilleren Mikkel Bødker trak sig natten til søndag sejrrigt ud af danskeropgøret i NHL mod Vancouver Canucks med Jannik Hansen og Philip Larsen på isen.

Bødker scorede et flot solomål for sin klub, San Jose Sharks, som vandt udekampen med 4-1.

Midtvejs i kampens tredje periode opsnappede han en løs puck på egen banehalvdel. Bødker satte fart og skøjtede ned mod Vancouvers mål, før han smækkede pucken op i målhjørnet til 3-1.

Det var hans scoring nummer syv i denne sæson, og han står i alt noteret for 20 point i 60 kampe.

Bødker forsøgte sig med fire andre afslutninger mod mål, men det blev kun til den ene scoring i opgøret.

Tre andre danskere var også i aktion natten til søndag.

Bedst gik det for Oliver Bjorkstrand, der sammen med Columbus Blue Jackets ydmygede New York Islanders med 7-0.

Lars Eller og Frederik Andersen måtte til gengæld forlade isen som tabere.

For Lars Ellers vedkommende var det efter Washingtons 2-5-nederlag til Vancouver, mens Frederik Andersen og Toronto tabte 2-3 til Montreal efter forlænget spilletid.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere