Forrygende slutspurt spolerede dansk drømme-kamp

Lars Eller var i hopla for Washington Capitals, der dog alligevel måtte se sig slået af Montreal Canadiens

Lars Eller fejrer et af sine mål med kollegaen Brett Connolly. Foto: Paul Chiasson/AP
Lars Eller fejrer et af sine mål med kollegaen Brett Connolly. Foto: Paul Chiasson/AP

Lars Eller scorede to gange, da han med de forsvarende NHL-mestre fra Washington Capitals gæstede Montreal Canadiens i den bedste nordamerikanske ishockeyliga natten til fredag.

Danskerens mål viste sig dog at være forgæves, da hjemmeholdet kunne gå fra isen med en sejr på 6-4 efter tre mål i de sidste fire minutter.

Montreal scorede åbningsmålet tidligt i første periode, men Lars Eller, der tidligere har spillet for canadierne, bragte balance i regnskabet fire minutter senere.

Herefter overtog hjemmeholdet igen kontrollen og bragte sig foran 3-1 tidligt i anden periode.

Washington Capitals, der sidste år vandt Stanley Cup-trofæet, gav dog ikke op, og den russiske stjerne Alex Ovechkin reducerede først til 2-3, inden Lars Eller igen kom i fokus.

Direkte fra udskiftningsboksen stormede han mod mål og huggede til en løs puck, der gik i mål til stillingen 3-3. Det var Ellers tredje mål i denne NHL-sæson.

Total nedtur til sidst
Og da Alex Ovechkin scorede fem minutter senere lignede Capitals et hold med kurs mod sejren.

Med blot lidt mere end tre minutter tilbage af kampen bragte finske Jesperi Kotkaniemi dog hjemmeholdet på 4-4.

Og da begge hold begyndte at forberede sig på forlænget spilletid, stormede Max Domi pludselig mod Washingtons mål i et kontraangreb og sendte pucken i kassen til 5-4.

Samme Domi vandt den efterfølgende faceoff, hvorefter Joel Armia kunne sende pucken i et tomt mål til slutresultatet 6-4.

Et andet sted i Canada tog Mikkel Bødker og Ottawa Senators imod Buffalo Sabres. Det blev ikke til nogen danskerscoringer, men Bødker havde alligevel del i holdets sejr på 4-2.

Bødker blev noteret for sit første point i sæsonen, da han fandt holdkammeraten Ryan Dzingel, som kvitterede for oplægget med scoringen til 1-0 fra en spids vinkel.

Senators kom på 3-0, før Sabres rørte på sig i tredje periode. Da var det for sent, og Senators tog sæsonens femte sejr i 12 kampe.

Se også: Endelig, endelig! Kedelig stime endte i nat

Se også: Dansker midt i sandt målorgie i nat

Se også: Tom gik amok: Får historisk marathon-straf

Se også: Fræk aktion i nat: Hvordan gjorde han det?

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere