Frosset ud i klubben: God nok til landstræneren

- Han har altid været konkurrencedygtig og en god mand at have med, siger Janne Karlsson om Morten Andreasen, som er havnet helt ude i kulden i sin klub Odense Bulldogs

Ikke god nok – ud med dig.

Det var den meddelelse, Odense-kaptajn Morten Andreasen modtog af sin klub, da sæsonen 2014/2015 dårligt var rundet af.

De sportslige kvaliteter var efter ledelsens vurdering ikke længere til stede – og der var ingen ret til benådning.

Morten Andreasen gik fra kaptajn og landsholdsspiller til uønsket i sin klub Odense Bulldogs, der har degraderet ham til reserveholdet - uden mulighed for at kunne vende tilbage til eliteholdet (Foto: Rasmus Flindt Pedersen) Ishockey - 14. okt. 2015 - kl. 11:17 Frosset ud: Landsholdsspiller i krig med klubben

Men den dom hængende over hovedet tog Morten Andreasen til landsholdssamling med et spinkelt håb om at spille sig til VM i Ostrava i Tjekkiet.

Den mission lykkedes ikke, men selv om landstræner Janne Karlsson ikke udtog Odense-centeren til slutrunden, så var han tilfreds med det, han så.

- Den Morten, jeg sidst så på landsholdet, var den Morten, jeg altid har set. Jeg kender ham udelukkende som en god dreng og en god ishockeyspiller, siger Janne Karlsson, der i sidste sæson benyttede Morten Andreasen i fem landskampe.

Foto: Tariq Mikkel Khan
Foto: Tariq Mikkel Khan

Karlsson er bekendt med Morten Andreasens situation i Odense, men den ønsker han ikke at gå ind i. Den skal løses lokalt og ikke med hans mellemkomst.

Den ændrer dog ikke ved landstrænerens opfattelse af Morten Andreasen, der kan kategoriseres som en solid holdspiller:

- Morten er en spiller, der har været med på landsholdet i mange år. Han har altid været konkurrencedygtig og en god mand at have med.

- Han er en af dem, der altid har ligget i den kategori af spillere, der har forbandet svært ved at kunne komme hele vejen til VM, men som altid stiller op og altid yder det ekstra, der skal til for at kunne begå sig, siger Janne Karlsson til Ekstra Bladet.

62 gange har Morten Andreasen alt i alt optrådt i rødt og hvidt på seniorplan, og han har de seneste mange sæsoner været fast inventar under flere forskellige landstrænere.

Se også: Arizona skyder NHL-danskers rival i sænk på 13 minutter

Det bliver dog ikke til 63, så længe Morten Andreasen må lægge sin daglige træning og kampe på andetholdet i Odense. Der kan han ikke bruges af Janne Karlsson.

- Nej, nej, det kan han ikke. Havde han spillet i ligaen, så havde han været et navn på min liste. Men ikke som det ser ud nu.

- Jeg har en bruttoliste med nok 40 forwards på, men der er han altså ikke nu, siger Janne Karlsson, der dog er klar med en ny udtagelse af centeren, hvis der i fremtiden kommer styr på det sportslige:

- Ja, naturligvis. Jeg lukker aldrig døren for en god ishockeyspiller.

***

Det siger de andre klubber om Morten Andreasen:

Frederikshavn White Hawks, direktør Henrik Andersen:

- Det er en dygtig spiller, der som udgangspunkt ville være interessant for alle klubber i ligaen. Men jeg ved, at der kører en sag mellem ham og Odense, så han har ikke været oppe og vende hos os. 

Esbjerg Energy, formand Christian Rølmer Christensen:

- Dansk ishockey er lille, og alle holder med alle. Morten har været inde omkring landsholdet, så ham er der nok flere, der kigger på. Men vi har vores hold på plads og er godt tilfredse.

Rødovre Mighty Bulls, direktør Brian Møller:

- Vi har ikke spekuleret i Morten Andreasen, og de lønforventninger, han nok har, er ikke noget, vi han kan honorere. Men kom han og sagde, at han han var fri og gerne ville spille i Rødovre for en løn, hvor vi kunne være med, så ville vi se på det.

SønderjyskE, direktør Klaus B. Rasmussen:

- Jeg er fuldt ud bevidst om Mortens kvaliteter som ishockeyspiller. Men lige nu vil han ikke passe ind i vores strategi. Efter at have suppleret med spillere udefra i en årrække har vi en langsigtet strategi med fokus på egne spillere.

Gentofte Stars, træner Karsten Arvidsen:

- Vi har ikke taget kontakt til ham. Men hvis du spørger mig, om Morten har niveau til at spille i ligaen, så vil mit svar helt klart være ja. Både af personlig karakter og spillemæssig karakter. Det er helt indiskutabelt.

Rungsted Cobras, træner Olof Eller:

- En spiller, der er har været på landsholdet i sidste sæson, vil altid være interessant. Det er hævet over enhver tvivl. Der er ikke så mange gode center-spillere i dansk ishockey, så en med de kvaliteter vil man altid kunne bruge. 

Herning Blue Fox, direktør Torben Skovsgaard:

- Det er ikke en spiller, vi har drøftet, og vi har ingen planer om at gøre ham til en del af Blue Fox. Det har slet ikke været et tema, men det er også en dansk spiller fra en hylde, som vi ved, har et vist økonomisk niveau. Og det er måske lige så meget derfor. 

Herlev Eagles, formand og sportslig ansvarlig Nicolai Flindt:

- Morten Andreasen er en dygtig og interessant spiller, som vi har talt om. Han har været inde omkring landsholdet, og dem har vi ikke for mange af i Herlev. Vi er glade for vores nuværende centere, men lukker ikke dørene for nogen.

Aalborg Pirates, Ronny Larsen, sportschef:

- Morten er en dygtig ishockeyspiller, og han vil være en forstærkning i de fleste klubber. Vi kigger på mange spillere, der er fri på markedet, men vi har ikke haft ham oppe at vende, da han er på kontrakt i Odense.

0 kommentarer
Vis kommentarer