Hårde VM-erfaringer skal hjælpe ishockeykvinder til OL

Kvindernes ishockeylandshold har de næste dage muligheden for at indløse billet til næste års vinter-OL

Danmark - her i aktion mod Ungarn - spiller torsdag sin første kamp i OL-kvalifikationen mod Østrig. (Arkivfoto) Foto: Balazs Czagany/Ritzau Scanpix
Danmark - her i aktion mod Ungarn - spiller torsdag sin første kamp i OL-kvalifikationen mod Østrig. (Arkivfoto) Foto: Balazs Czagany/Ritzau Scanpix

Herrernes ishockeylandshold er allerede klar til vinter-OL for første gang, og i de kommende dage har kvindelandsholdet muligheden for at kopiere bedriften og indløse billet til vinterlegene i Beijing til februar.

Kravet er en førsteplads i kvalifikationsgruppen med Østrig, Italien og Tyskland, der afvikles i tyske Füssen fra torsdag til søndag.

Resultatmæssigt hentede de danske ishockeykvinder ikke optimisme forud for OL-kvalifikationen ved VM i august, hvor det blev til lutter danske nederlag.

Men erfaringen fra den første danske A-VM-deltagelse på kvindesiden i 30 år kan blive afgørende.

- Vi tog meget lærdom med fra VM, som vi har kunnet træne efter op til OL-kvalifikationen. Nu er vi mere forberedt på, hvad det kræver for at være med på det niveau, og hvor gode modstanderne egentlig er, siger anfører Josefine Jakobsen.

- Det hele er mere professionelt både på og uden for isen. Man kan ikke lukke øjnene i et sekund, for så står der en spiller i hovedet på dig. Vi havde forberedt os godt til VM, men der er bare så stor forskel på at spille B-VM og A-VM, og det var godt for holdet at prøve, så vi kan gøre det bedre fremover.

Landstræner Peter Elander plukker primært sine spillere fra den danske og svenske liga, og derfor var det en ordentlig mundfuld for dem at spille VM.

- VM spilles på et helt andet niveau end den danske og svenske liga, men de hentede erfaring, og jeg tror, at spillerne har vænnet sig mere til det oppe i hovedet, siger Peter Elander.

Han mener ikke, at den danske VM-præstation var så skidt, som stillingen kunne antyde.

Han peger på, at kampene mod Japan - verdens nummer seks - og Tyskland lige så godt kunne være faldet ud til danskernes fordel.

- Vi skulle have slået Japan, og der var chancer til at slå Tyskland, så vi fik den erfaring, at vi godt kan være med, men vi havde problemer med at score, så vi skal forbedre vores offensiv, påpeger landstræneren.

Hvis rangeringen på verdensranglisten ellers holder, så skal Danmark (nummer 11) møde Tyskland (8) i den afgørende kamp om OL-pladsen.

Josefine Jakobsen understreger da også, at man går benhårdt efter OL-chancen.

- Vi har en grundstamme, der har været med i mange år, og som før har stået i en situation, hvor vi kun var én kamp fra OL. Nu er vi lidt i samme situation, men hvor vi har haft forbundet og Team Danmark i ryggen det seneste halvandet år.

- Det giver os bedre mulighed for at lykkes, og vi har set herrelandsholdet gøre det, så vi skal tage vare om chancen og prøve at gøre det samme. Det vil være kæmpestort og en drøm, der går i opfyldelse, siger Josefine Jakobsen.

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste historier, så du altid får det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokale nyheder

Få nyheder fra dit nærområde, og hold dig opdateret på vejr, trafik og erhvervs-nyheder i dit nabolag.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant?? Gem artiklen til senere.

14,8 millioner kroner blev samlet ind på en time

SCORER

JACKPOT