Hævn på hævn: Stjerner i kaskade af slagsmål

Rangers og Capitals tonsede sammen igen i nat i NHL-slutspillet, og det gik helt galt

Det hører sig til i ishockey; slåskampe.

Men det er nu alligevel sjældent, at to hold tonser i hovederne på hinanden i samme sekund, kampen bliver sat i gang.

Det skete i nat, hvor New York Rangers og Washington Capitals mødtes i Madison Square Garden – få dage efter den kontroversielle kamp, hvor Tom Wilson overfaldt Artemi Panarin.

Selvom alle var klar over, at der var ondt blod mellem de to hold, var det alligevel opsigtsvækkende, hvorledes de første sekunder af kampen forløb.

Tre slagsmål forskellige steder på banen opstod simultant i samme sekund, pucken ramte isen første gang.

Efter fire minutters 'spil' havde der været seks episoder, hvor de måtte stoppes af dommerne.

Fotograf Bruce Bennett fra Getty Images knipsede løs, da det først gik amok i NHL-kampen mellem New York Rangers og Washington Capitals

Tom Wilson begyndte ikke på banen, men da han kom ind, var den gal igen. Rangers’ defenseman Brendan Smith gik direkte efter ham og satte gang i en ny slåskamp.

I alt blev Rangers idømt 56 minutter i straffeboksen, mens Capitals fik 44 minutter. I første periode.

Tom Wilson kom i øvrigt ikke på isen i de sidste to perioder. Ifølge Capitals-lejren skyldtes det en skade. Så det tror vi på.

Sammenlignet med brutaliteten forleden forløb nattens skærmydsler i New York relativt godt. Det blev konstateret, at de to mandskaber ikke bryder sig om hinanden lige nu, og mange fik afløb for frustrationer og almindelig galskab.

Dommerne fik afbrudt kamphanerne og tilmed gennemført opgøret, der igen endte med Capitals-sejr på 4-2.

Bandeord og knyttede næver er føget gennem luften mellem de to hold efter Wilsons overfald på Panarin mandag. Mens Panarins sæson er slut efter de hug, han fik, blev Wilson idømt en bøde på 5000 dollars, hvilket man i New York har haft mere end svært ved at forstå.

I en pressemeddelelse tirsdag kaldte man Tom Wilson for både farlig og hensynsløs, mens man også langede ud efter ligaens sikkerhedschef, George Parros, der ifølge Rangers ikke er voksen nok til at varetage sit job.

Lars Eller var ude i et forsvar af Wilson inden opgøret i New York. Det kan du læse her: 'Det er blæst ud af proportioner'