NHL-klubben Vancouver Canucks er fortsat ubesejret efter to kampe af sæsonen i verdens bedste ishockeyliga.
Natten til mandag vandt danskerklubben med 4-3 efter overtid mod Carolina Hurricanes.
Langt ind i kampen tydede det dog på en ulykkelig skæbne for Vancouver, der foran eget publikum var bagud 0-3.
Holdet reducerede til 1-3 i anden periode, før Jannik Hansen var med til at sætte yderligere en reducering op i tredje periode. Dermed var spændingen tilbage i kampen.
Siden kom også udligningen, og kampen blev tvunget i overtid. Her skulle Vancouver kun bruge 32 sekunder, før et formidabelt comeback var fuldført, da Brandon Sutter scorede sejrsmålet.
Både Jannik Hansen og Philip Larsen skød med løst krudt i løbet af kampen. Tilsammen forsøgte de sig med syv afslutninger mod mål, men det blev ikke til en dansk scoring i kampen.