Ishockey-raseri: Svenske medier målløse efter gigantisk fiasko

Sverige gik helt ned og blev knust med 8-3 i bronzekampen mod USA ved U20-VM i ishockey

Det svenske U20-landshold bliver slagtet i medierne efter et pinligt nederlag i bronzekampen mod USA. (Foto: AP)
Det svenske U20-landshold bliver slagtet i medierne efter et pinligt nederlag i bronzekampen mod USA. (Foto: AP)

Efter en fremragende indledning på U20-VM i ishockey, måtte det svenske landshold tirsdag sande, at det heller ikke i denne omgang blev til medaljer.

I bronzekampen mod USA blev de unge skandinaver blæst omkuld på isen. Der var flere udsving og udvisninger end der var udmærkelser, og så endte det nordiske mandskab med at løbe ind i en regulær øretæve på 8-3.

Den slags gør ondt på en nation, som har så stolte traditioner inden for ishockey. Var man i tvivl herom, er det bare at kaste et blik på de svenske medier i kølvandet på det triste punktum i Helsinki.

- Bronzekampen blev præcist som forrige år. En pinefuld fortælling. Ingen stolthed, ingen hæder, ingenting, indleder Hans Abrahamsson sin analyse af nederlaget i Aftonbladet.

- Tabte bronzekampe ved junior-VM er normalt ikke noget, jeg bliver oprevet over. Men de to seneste års indsatser får mig til at føle, at der er noget er helt galt.

- Og det håber jeg virkelig, at den øverste ledelse for landsholdet erkender og går til bunds med, hvordan det (holdet, red.) kunne fremstå sådan, lyder det.

Se også: Danmark 44 sekunder fra kæmpe VM-sensation

 

Magtesløs i nederlag
Der er tale om tunge ord, men det var så sandelig også et tungt resultat for svenskerne, der oplevede et totalt sammenbrud i  2. periode. Her gik USA fra 2-2 til 6-2, og dermed var det tæt på utopi at tro på et skandinavisk comeback i 3. periode.

Kampens sidste tyve minutter blev sågar også vundet af amerikanerne, der med 2-1 i denne fase af opgøret satte tyk streg under, hvem der fortjente medaljerne.

Omvendt stod svenskerne tilbage med en tom fornemmelse. Måske allerbedst beskrevet af den skadede Adam Ollas Mattsson, der på afstand så sine holdkammerater falde fra hinanden inde på isen.

- Frem for alt er det vældig trist, at det slutter på den her måde. Det er vældig svært for mig, og man føler sig meget magtesløs i dette tilfælde, fortalte han til SVT.

Jonas Andersson, der er ekspert på selvsamme tv-kanal, retter hård kritik af svenskernes landstræner, Rikard Grönborg, som ifølge Andersson ikke har formået at geare holdet til knockoutfasen.

- Det er trænerens opgave at få holdet til at præstere i slutspillet, og det synes jeg ikke har været tilfældet. I stedet spiller man de værste kampe her. Det var det samme problem sidste år, siger eksperten.

 

Værst til sidst
Også avisen Expressen tager de store gloser i brug, når det gælder beskrivelsen af det enorme nederlag til amerikanerne. Her bliver kampen indrammet under overskriften 'kollapset'.

- I 2. periode indkasserede U-landsholdet hele fire mål, og USA vandt til sidst med de knusende cifre 8-3, skriver avisen, hvis kronikør Marcus Nyström retter hård kritik af det svenske ishockeyforbund.

- Det blev desværre den samme dystre afslutning endnu en gang. Sverige er værst, når der er mest på spil. U20-landsholdet tabte til USA, som jeg allerede påpegede tidligere, skriver Nyström.

- Nu skal hockeyforbundet stoppe snakken om, at man har nået 10 semifinaler i streg og i stedet fokusere på, hvorfor det ikke bliver bedre i slutningen (af turneringerne, red.).

- Ti semifinaler i træk og fem finaler er endt med et enkelt VM-guld. Det er ikke værd at skrive om. Det er i stedet noget, der bør analyseres grundigt af de ansvarlige ledere i det svenske ishockeyforbund, mener Nyström.

Mens Sverige drager tomhændet hjem fra VM i Finland, har værtsnationen og de danske overmænd fra Rusland gjort USA følgeskab, når det gælder erobringen af medaljer.

De to hold mødtes tirsdag aften i finalen, hvor Finland trak det længste strå, efter at kampen var gået i forlænget spilletid.

Seks sekunder før den ordinære tids udløb, udlignede russerne ellers til 3-3, hvorfor det i en stund lignede, at de kunne genbruge sejrs-opskriften fra den dramatiske kvartfinale mod Danmark.

Her var Olaf Ellers tropper sølle 44 sekunder fra at slå stormagten ud, før favoritterne udlignede og senere gjorde kort proces og sikrede sig avancement.

Se også: Efter ondt VM-exit: Internationale medier hylder Danmark

14 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere