Ishockeybølle beklager: Jeg er meget ked af det

Kristian Jensen beklager det stærkt fordømte overfalde på 18-årige Lucas Bjerre Rasmussen og accepterer sin lange karantæne, men politiet kigger stadig på sagen

Kristian Jensen i aktion. Foto: Danmarks Ishockey Union
Kristian Jensen i aktion. Foto: Danmarks Ishockey Union

Ishockeyspilleren fra Frederikshavn White Hawks, Kristian Jensen, der fredag aften slog 18-årige Lucas Bjerre Rasmussen fra Odense Bulldogs bevidstløs, beklager nu sin voldsomme fremfærd.

’Alle, som kender mig, ved, at jeg er en rar person, som ikke vil nogen noget ondt. Hændelsen i fredags ved jeg udmærket godt er uacceptabel og ikke hører hjemme i ishockeysporten’ lyder det fra synderen i en pressemeddelelse, som klubben har lagt ud på sin hjemmeside.

’Jeg var meget frustreret i situationen og alt skete så hurtigt. Jeg opdagede ikke at hjelmen var røget af Lucas, da jeg gav ham et slag, og jeg nåede ikke at tænke. Det er dog ingen undskyldning, og jeg er meget ked af, at Lucas kom til skade. Jeg ønsker ham kun det bedste og god bedring’.

Også klubben, der fredag ikke udviste stor interesse for sagen, som i følge træner Jari Pasanen var 'den slags, der sker', beklager nu episoden og accepterer den karantæne på 17 spilledage, Kristian Jensen har fået.

’Vi har i dag modtaget dommen over Kristian Jensens matchstraf i fredagens hjemmekamp mod Odense Bulldogs. Udvalget for Spillersikkerhed idømmer Kristian Jensen karantæne indtil 1. december 2019’, hedder det fra Elite Nord Frederikshavn A/S, der oplyser, at ’Kristian Jensen er meget berørt af episoden’.

’Både Kristian og klubben accepterer karantænens ordlyd og længde og vil derfor ikke anke den. Begge parter tager den til efterretning og klubbens håndtering overfor Kristian Jensen er en personalesag og forbliver et internt anliggende.

Både Kristian og klubben ønsker god bedring til Lucas Bjerre Rasmussen og vi håber at se ham på isen igen indenfor en overskuelig fremtid’.

Samtidig oplyser Nordjyllands Politi, at man er ved at undersøge sagen.

- Vi er ved at undersøge omstændighederne omkring episoden, siger politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn, til NORDJYSKE.

Odense Bulldogs vil senere på dagen udsende en pressemeddelelse.

Ekstra Bladet erfarer, at Lucas Bjerre Rasmussen nu er hjemme efter opholdet på sygehuset i Hjørring, hvor han fik konstateret en kraftig hjernerystelse og en fraktur i ansigtet efter det knytnæveslag, Kristian Jensen tildelte ham, mens han lå på isen uden hjelm på.

En opførsel, som mange i sporten siden har fordømt og ikke mindes at have set før.

Se også: Dansk spiller politianmeldt: Får hårdeste straf i nyere tid

Se også: Efter uhyggelige scener: Dansk spiller politianmeldt

Se også: Chokeret efter overfald på 18-årig: Aldrig set noget lignende

35 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere