Ishockeyliga afviser Gentofte og fortsætter med ni hold

For andet år i træk har Metal Ligaen afvist Gentoftes ansøgning om at genindtræde i den bedste ishockeyrække

Gentofte Stars var senest i den bedste række i sæsonen 2017/18. Året forinden vandt klubben DM-sølv. Foto: Jan Korsgaard/Ritzau Scanpix
Gentofte Stars var senest i den bedste række i sæsonen 2017/18. Året forinden vandt klubben DM-sølv. Foto: Jan Korsgaard/Ritzau Scanpix

Også i den kommende sæson kommer Danmarks bedste ishockeyrække til at bestå af ni klubber.

Ligaforeningen har - ligesom som sidste år - afvist Gentoftes ansøgning om at gøre comeback i det fineste selskab, oplyser Metal Ligaen på sin hjemmeside.

- Det er med stor ærgrelse, at vi siger nej til Gentofte og klubbens ansøgning. Ti hold havde været det ideelle antal i forhold til 'en lige turnering', siger ligaforeningens formand, Klaus Rasmussen.

I dansk ishockey opererer man ikke med op- og nedrykning i traditionel forstand. I stedet skal de klubber, der vil spille i den bedste række, opfylde nogle økonomiske krav for at opnå licens.

Både Danmarks Ishockey Union og ligaforeningen har udtrykt håb om en udvidelse af ligaen. Ikke mindst fordi det nuværende, ulige antal gør, at et hold skal sidde over i hver spillerrunde.

Men det er altså ikke ligaforeningens opfattelse, at Gentofte har grundlaget på plads for at genindtræde i Metal Ligaen. 'Klubbens dokumenterede grundlag er for spinkelt', lyder forklaringen.

- På den baggrund stemte alle ni medlemmer nej til optagelsen. Vi håber og tror, at Gentofte søger igen til næste sæson med et stærkere dokumenteret fundament, siger Klaus Rasmussen.

Gentofte vandt overraskende DM-sølv i sæsonen 2016/17, men trods den sportslige succes havde klubben svært ved at få enderne til at nå sammen i regnskabsbøgerne.

I sommeren 2018 blev Gentoftes licensansøgning afvist efter en sæson med store økonomiske vanskeligheder, og klubben måtte trække sig fra ligaen.

Den nordsjællandske klub forsøgte sidste år uden held at blive lukket ind i den bedste række, og efter at ligaforeningen igen har givet afslag, må Gentofte altså indstille sig på endnu en sæson i 1. division.

0 kommentarer
Vis kommentarer