Kæmpe scoop - henter stjerne i USA

Den usikre coronasituation har gjort, at Rungsted nu kan hente NHL-spilleren Patrick Russell

Edmonton Oilers-spilleren Patrick Russell (nummer 52) skal tilbage til dansk ishockey og spille for Rungsted for en stund. Foto: Gary A. Vasquez/Ritzau Scanpix
Edmonton Oilers-spilleren Patrick Russell (nummer 52) skal tilbage til dansk ishockey og spille for Rungsted for en stund. Foto: Gary A. Vasquez/Ritzau Scanpix

Rungsted Seier Capital har hentet NHL-spilleren Patrick Russell fra Edmonton Oilers.

Det meddeler de danske ishockeymestre på klubbens hjemmeside.

Dermed kan ishockeyfans se frem til mere dansk stjernestøv i Metal Ligaen, hvor flere klubber har hentet prominente danske spillere hjem.

I slutningen af august forlængede Edmonton Oilers kontrakten med 27-årige Patrick Russell, så aftalen også gjaldt hele den kommende sæson.

Men på grund af coronarestriktioner i NHL ved man endnu ikke, hvornår næste sæson i verdens bedste ishockeyliga kan sættes i gang.

Derfor har Rungsted Seier Capital fået mulighed for at indgå en låneaftale med Edmonton Oilers.

Den canadiske klub har stor interesse i, at Patrick Russell får noget kamptræning, forklarer Rungsted-sportschef Morten Hagen.

- Vi er selvfølgelig super glade for, at vi har fået en aftale i stand med Edmonton, siger Morten Hagen til klubbens hjemmeside.

De seneste uger har Rungsted haft dialog med Patrick Russell, hans agent og Edmonton Oilers, hvilket natten til onsdag udmøntede sig i en låneaftale.

- For nuværende har vi Gustav Green skadet, og derfor er Patrick en kærkommen forstærkning på angrebssiden, der kan give os noget dybde i den kommende tid, lyder det.

Patrick Russell, der har spillet tre VM-turneringer, kan allerede debutere i fredagens udekamp mod Herlev Eagles.

Patrick Russell er noteret for 51 NHL-kampe i karrieren. I den forgangne sæson spillede han 45 kampe for Edmonton-mandskabet og leverede fem assister, men ingen mål.

Spillerne hos Rungsted Seier Capital havde grund til at juble seks gange, da Herning Blue Fox blev slået 6-2 i Metal Ligaen tirsdag. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix Ishockey Rungsted giver Herning klø

1 kommentar
Vis kommentarer