Katjiing! NHL-dansker scorer kontrakt til 100 millioner

Den danske ishockey-center Lars Eller har forlænget kontrakten med Washington Capitals i NHL og scorer over 100 millioner kroner over de kommende fem sæsoner

Danske Lars Eller (til højre) har scoret en ny kæmpe-kontrakt. Foto: Nick Wass/AP
Danske Lars Eller (til højre) har scoret en ny kæmpe-kontrakt. Foto: Nick Wass/AP

Lars Eller har sin ishockeyfremtid på plads for de kommende sæsoner.

Det står klart, efter at den 28-årige dansker har forlænget sin kontrakt med Washington Capitals i NHL. Det oplyser klubben på sin hjemmeside.

Den danske ishockeyprofil har underskrevet en femårig aftale med sin nuværende klub, og det indbringer Lars Eller en ordentlig bunke penge.

Aftalen har en samlet værdi af 17,5 millioner dollar (ca. 106 millioner kroner), og Lars Eller indkasserer omkring 21 millioner kroner årligt i forbindelse med kontraktforlængelsen.

Kontrakten er størrelsesmæssig status quo i forhold til gennemsnitslønnen i hans nuværende aftale, der løb over fire år og var 14 millioner dollars værd. Dog har Eller i de seneste to sæsoner scoret den største del af det beløb med årslønninger på henholdsvis 4,25 og 4,75 millioner dollars (ca. 24 og ca. 26 millioner kroner).

Lars Eller udtrykte ellers så sent som i denne uge over for hjemstavnens Rødovre Lokal Nyt tvivl om, hvorvidt hans kontrakt ville blive forlænget i hovedstadsklubben, der tradede ham for to sæsoner siden midt i hans nuværende kontraktperiode.

Og han ville på den baggrund heller ikke give for store forhåbninger om, at han kan være aktuel til VM på hjemmebane til maj:

- Bliver vi slået ud af slutspillet rimelig tidligt, så er jeg i den situation, at jeg har kontraktudløb, og at jeg måske skal søge en ny klub. Til jeg får en kontrakt, må jeg ikke spille VM. Tænk, hvis jeg bliver skadet, sagde han ved den lejlighed.

Stadig tvivlsom til VM i Danmark
Den hurdle er altså overkommet, men Ellers VM-deltagelse er alligevel langt fra sikker.

For Washington Capitals hører for tiden til blandt NHL's allerbedste hold og ligger mere end lunt i forhold til at tage en plads i slutspillet, der starter 11. april. Han kan altså derfor nå til VM, hvis Capitals bliver elimineret hurtigt, men det er ikke et scenarie, han arbejder efter:

- Man kan ikke det hele, desværre. I den perfekte verden bliver vi Stanley Cup-mestre, og samtidig kommer vi til at opleve VM i Danmark, men sådan er det bare ikke.

- Jeg håber først og fremmest, vi går hele vejen i NHL, siger Eller.

Han er i denne sæson noteret for 28 point i 53 kampe i ligaen og er blot tre point fra at overgå sin egen bedste pointhøst i en sæson, som blev hentet i sæsonen 2012-13 for Montréal Canadiens.

Han har scoret 11 mål og er noteret for 17 assister indtil videre, og i 133 kampe i alt for Washington har han leveret 53 point i 133 kampe.

De point fordeler sig på 23 mål og 30 assister.

VM i ishockey starter 3. maj, hvor Danmark på åbningsdagen møder Tyskland i Boxen i Herning. I de følgende dage bliver modstanderne USA, Canada, Finland, Norge, Sydkorea og Letland.

Se også: Lander på nakken i skrækstyrt: Han er færdig!

Se også: Sportsklub går konkurs: Udstyr væk og lokaler ribbet

Frans Nielsen har om nogen været pioneren inden for dansk ishockey - nu er han blevet belønnet med en kontrakt til en værdi af 210 millioner kroner. Foto: Jan Korsgaard Sport og Spil Danske NHL-kontrakter på himmelflugt - se de vilde beløb

2 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i sport
Seneste i sport
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere