Landstræner efter is-flop: Forventningerne har været for høje

Ishockey-landstræner Janne Karlsson indrømmer blankt, at hans mandskab under OL-kvalifikationen i Hviderusland ikke har præsteret – men han mener også, at forventningerne hjemme i Danmark har været for høje

Landstræner Janne Karlsson har ikke været enige i de forventninger, befolkningen har haft til det danske ishockeylandshold. Foto: Jan Korsgaard
Landstræner Janne Karlsson har ikke været enige i de forventninger, befolkningen har haft til det danske ishockeylandshold. Foto: Jan Korsgaard

MINSK (Ekstra Bladet): ’Det bedste danske landshold nogensinde spiller Danmark til OL’.

Det har været holdningen blandt de fleste, der de seneste måneder har snakket ishockey.

Med alle NHL-spillerne til rådighed og i alt 17 spillere fra NHL, KHL, Elitserien og den tyske DEL til rådighed, så har holdningerne forud for kvalifikationsturneringen i Hviderusland været lutter positive.

Status inden den sidste kamp mod Polen er, at Danmark med alle stjernerne har skuffet. OL er langt væk, og danske ishockeyfans føler sig på det nærmeste ført bag lyset.

Men faktisk mener landstræner Janne Karlsson, at favoritværdigheden i OL-kvalifikationen var misforstået - alle NHL-spillerne til trods.

- Jeg må betragte det her nøgternt - ikke alt er sort og hvidt. Vi havde fået favorit-stemplet - det var jeg ikke enig i, for jeg har enorm respekt for Hviderusland og Slovenien. For mig at se var det en meget svær opgave. Det var i mine øjne udgangspunktet.

- Så sidder Kalle Kula i Frederikshavn og læser, at det i Minsk bare gælder om at køre forbi de andre og hente OL-billetten. Så tror jeg pokker, at danskerne bliver skuffede.

- Vi kom hertil med tro på os selv. Men man skal også gøre sig fortjent til det. Og vi har ikke gjort os fortjent til at have den selvtillid, siger Janne Karlsson.

Han er ikke utilfreds med det danske spil i turneringen. Specielt kampen mod Hviderusland var han begejstret for. Men Danmark taber på at forære tre mål væk efter personlige fejl.

Imponeret over Polen
Det niveau - minus fejlene - skal spillerne op på søndag mod Polen, ellers kan det blive til tredje nederlag på stribe.

- Jeg blev sgu imponeret over den kamp, de spillede mod Hviderusland i går. Det var ikke nogle skræmte drenge. De løber lige så godt på skøjter som os og de skyder lige så godt. Det er små marginaler, der kommer til at afgøre de her kampene. Jeg håber, at de marginaler er med os.

- Hvis de får stryg ’so what’? De har alt at vinde, og det er de sværeste hold at møde, siger landstræneren.

Han vil se engagement mod Polen - ikke en flok kyste spillere, der har kastet håndklædet i ringen.

- Det betyder ikke noget at tabe en kamp. Så skal man blive skuffet og gal og bruge det til at få tilført ny energi. Man skal have noget positivt ud af det.

- Man har altid den mulighed at give op. Men har man gjort det, er det slut. Jeg vil se et hold, der arbejder stenhårdt for det.

Nichlas Hardt er tvivlsom til kampen, da han er syg og stod over lørdagens træning. Desuden er Frederik Andersen skulderskadet og bliver erstattet i målet af Sebastian Dahm.

Der er endnu ikke taget stilling til, om der bliver lavet om i kæderne, men det er dog sikkert, at Mathias Bau Hansen, Nicholas B. Jensen og Emil Kristensen kommer til at spille.

4 kommentarer
Vis kommentarer