Det danske ishockeylandshold kan, hvis alt går vel, forvente at få en markant forstærkning til det kommende vinter-OL i Beijing i februar.
Således er den danske NHL-målmand Frederik Andersen klar til at vogte målet for Danmark ved legene.
- Hvis alt går op, og jeg er frisk, så spiller jeg meget gerne OL, siger Frederik Andersen.
Den 32-årige målmand var ikke en del af den danske trup, der kvalificerede sig til OL i august. Men det skyldtes, at målmanden fra Carolina Hurricanes stadig var ved at komme sig over en skade.
Læs også: Stor dansk uvished kort før OL
Det er dog et overstået kapitel nu, og Frederik Andersen har sammen med sin klub fået en fremragende start på den nye NHL-sæson med sejre i de fem første kampe.
De seneste to kampe er danskeren sågar blevet hædret som en af de bedste spillere, og derfor er der altså tale om en klar forstærkning, hvis Andersen kan være med i Kina.
- Min førsteprioritet er at gøre det godt her i Carolina, men det vil være fantastisk at spille OL for Danmark, siger danskeren til TV 2 om sin mulige deltagelse.
Når det danske ishockeylandshold indtager isen i Beijing, så vil det være første gang nogensinde, at Danmark er repræsenteret i ishockeyturneringen.
Holdet er til legene kommet i pulje med stærke nationer som Rusland, Schweiz og Tjekkiet.
NHL meddelte 3. september, at ligaen er nået til enighed med Det Internationale Ishockeyforbund om at frigive spillere til OL i Beijing.