En af de største NHL-spillere gennem tiderne, Henri Richard, afgik fredag ved døden. Han blev 84 år.
Den canadiske center er den spiller, der gennem tiderne har oplevet mest succes i verdens bedste ishockey-liga med hele 11 Stanley Cup-sejre - alle for Montréal Canadiens.
Det skete i årene 1956-1973, og Richard spillede således med i hele tre anerkendte 'ishockey-dynastier', der betegner hold, der har domineret i lange perioder.
I sine i alt 20 sæsoner i NHL opnåede han i alt 1436 kampe for klubben, mens han er noteret for i alt 1175 point.
I Canadiens optrådte han i sine første år sammen med sin 15 år ældre storebror Maurice Richard, der med tilnavnet 'Rocket' var blevet en stjerne i klubben.
Derfor blev Henri Richard kaldt 'Pocket Rocket', og han slog snart alle sin berømte storebrors rekorder.
Da han indstillede karrieren i 1975 blev hans nummer 16 straks trukket tilbage af klubben, der altså aldrig derefter har tilladt andre at optræde med den trøje.
I 1979 blev han medlem af Hockey Hall of Fame.
Efter sit karrierestop vedblev han med at være en populær skikkelse i Montréal Canadiens helt frem til 2015, hvor han blev diagnosticeret med Alzheimers.