Ny dansk ishockey-sensation til U-VM

Danmark tog på ny point fra en stormagt ved junior-VM, da de rød-hvide tabte 4-3 i overtiden mod mægtige Tjekkiet

Nikolaj Ehlers var igen en af Danmarks bedste, da Danmark tog point fra tjekkerne. (Foto: AP/Chris Young)
Nikolaj Ehlers var igen en af Danmarks bedste, da Danmark tog point fra tjekkerne. (Foto: AP/Chris Young)

De danske junior-spillere er ved at tage Canada med storm.

Olaf Ellers tropper spillede på første spilledag uafgjort med Rusland, der vandt efter straffeslag, og mandag var der på ny dansk olé-hockey i Air Canada Center i Toronto.

Dog ikke fuldbyrdet olé, da det i overtiden lykkedes Tjekkiet at score til 4-3 efter tre perioder, der alle var endt 1-1, og dermed tage to point mod det danske ene.

Det så ellers længe ud til, at 3-2-scoringen fra Matthias Asperup skulle blive historisk, da danskerne med en sejr ville tage alle tre point og dermed sikre sig avancement til kvartfinalerne for første gang nogensinde.

Ishockey TV: Scorer med knækket stav i danskermøde

Men en udligning fra Dominik Kubalik tre minutter før tid og så David Pastrnaks 4-3-scoring et minut inde i overtiden punkterede den drøm, der ellers begyndte allerede efter fire minutters spil.

Her brød Mads Eller igennem i venstre side, og han brugte ikke lang tid til at tænke over sit skud, før det med stor præcision var placeret i målhjørnet uden chance for Vitek Vanecek i det tjekkiske mål

En fantastisk start for Danmark og Eller, men Edmonton Oil kings-spilleren tog halvvejs en af ganske få forkerte beslutninger, da han sprang fra isen og ind i en tjekke. Derfor røg han ud i to minutter for charging, og Tjekkiet skulle ikke bruge mange sekunder på at udnytte overtals-situationen.

Backen Jan Stencel forsøgte sig fra blue line med et ikke særlig hårdt skud. Men det var præcist, og i målet var Georg Sørensens udsyn blokeret, så Herning-keeperen så ikke pucken, før den lå bag ham i nettet.

Oliver Björkstrand og Danmark gav de russiske storfavoritter god modstand og tvang dysten ud i straffeslag. (Foto: AP) Ishockey Kæmpe ishockey-chok: Danmark tager point fra stormagt

Desværre skulle det ikke blive meget bedre i anden periode. Den indledte Tjekkiet med et enormt pres mod Georg Sørensens mål. Flere store chancer blev afværget, men knap fem minutter inde i perioden måtte danskerne bukke under.

Et slagskud fra backen Jan Kostalek blev lige akkurat rettet af på Oliver Bjorkstrand, og så snød pucken Sørensen i målet. 2-1 til Tjekkiet, der øjnede deres første sejr i turneringen.

Men Georg Sørensen havde ikke tænkt sig at kapitulere før tid.

Med en stribe fantastiske redninger holdt han danskerne inde i kampen - og da tjekkerne også begyndte at trække udvisninger, kom der pludselig store chancer for udligning.

Den kom med tre minutter tilbage af perioden, da det danske powerplay havde trykket tjekkerne helt i bund - og med lidt (kommende) NHL-magi spillede dem helt tynde.

Nikolaj Ehlers fandt med en vidunderlig tværpasning Oliver Bjorkstrand, og så kunne Portland Winterhawks-forwarden, der er på kontrakt i Columbus Blue Jackets, hamre udligningen hjem.

Dermed var der lagt op til en spændende tredje periode.

Her ville ingen af holdene give sig, og spillet blev en anelse rodet. Det betød også, at holdene skiftedes til at være en mand i overtal.

Og powerplay er altså gud for Nikolaj Ehlers. Det var det på ny efter seks minutters spil, hvor han med endnu et flot setup fandt Malmø-forward Matthias Asperup, der efter at have tæmmet pucken med skøjten bankede den op i nettaget til 3-2-føring for Danmark.

Det rystede tjekkerne, og danskerne havde store muligheder for at komme yderligere foran.

Ishockey Lars Eller vinder danskerduel mod Frans Nielsen

Desværre gik det lige præcis den anden vej. for med tre minutter igen af kampen fik tjekkerne scoringen til 3-3. Hårdtarbejdende Georg Sørensen måtte give en retur, der faldt ud lige for fødderne af Dominik Kubalik, der hurtigt fik sendt pucken i mål.

Dermed var begge mandskaber sikret et point, og tjekkerne tog altså et mere, da David Pastrnaks brød igennem og scorede til 4-3.

Trods nederlaget lever Danmark fortsat i turneringen med to point. Kampen om nedrykning kan nemlig undgås, hvis holdet vinder deres sidste kamp mod Schweiz, der har tre point - nøjagtig som tjekkerne.

Schweiz har dog yderligere en kamp tilbage, nemlig kampen onsdag mod Sverige. Et enkelt point kan dog vise sig at være nok, hvis Tjekkiet ikke får point mod Rusland samme dag.

Danmark møder Schweiz allerede tirsdag. Kampen begynder kl. 23 dansk tid.

0 kommentarer
Vis kommentarer